Imperialismen som kapitalismens højeste Stadium

Artikel II’s implicitte doktrin er, at det er den vestlige militarisme og USA's økonomiske imperialisme,  der er ansvarlige for, at der opstod en krigsfare og en efterfølgende russisk invasion i Ukraine. Folkeretligt kan man naturligvis aldrig godkende, at et land invaderer et andet land som set med USA's mange krige og altså Ruslands i Ukraine. Men et er det folkeretlige, noget andet er det sikkerhedspolitiske. NATO og USA har siden 90’erne forsøgt at omringe Rusland, så man ville kunne vinde en krig og tilegne sig Ruslands enorme reservoir af naturressourcer, ligesom man ville kunne forcere udbytningsraten på grund af en højt uddannet og billig arbejdskraft. USA selv ville aldrig - og har aldrig - med Monroedoktrien i hånden godkendt en trussel som den Rusland har været udsat for siden 90’erne. Monroedoktrinen legitimerer USA's direkte krige eller krige per stedfortræder gennem NATO og bevægelser hvis undergravende virksomhed USA har finansieret og støttet gennem CIA’s muldvarpeoperationer. Således også i Ukraine.

  

Tænk hvis…

Lad os lave et tankeeksperiment. Prøv at forestille dig et scenarie for fremtiden. Kina og Rusland er allierede. Den amerikanske dollar og økonomi er under indtryk af valutakrisen og overgangen til Kinesiske Yuan som reservevaluta i verdensøkonomien  helt i bund. Kina og Rusland har indsat USA fjendtlige marionetregeringer i Mexico og Canada. De to supermagter har oprustet det mexicanske og det canadiske militær, man har pumpet milliarder af kinesiske Yuan og våben ind i USA’s nabolande, og man har opbygget en betydelig militær kapacitet ved at sende militære rådgivere og våben til Mexico og Canada. På samme tid har Kina, der allerede  allierede sig med den socialistiske cubanske østat i 2025, opstillet nukleare missiler for at befæste Cubas forsvar  overfor en amerikansk aggression, der har stået på i over 75 år.

Monroedoktrinen

Med Monroedoktrinen i baghånden ville man næppe kunne forvente andet end, at USA i en sådan situation ville gøre præcist det samme, som den røde hær i Ukraine gør i disse dage. Man ville gå til angreb på de russiske og kinesiske aggressorers nikkedukker. Under indtryk af de selvretfærdiges woke-kultur er det politisk korrekte naturligvis, at man på et moralsk og angiveligt folkeretligt grundlag fordømmer en større nations aggression mod en mindre og svagere nation. Sådan spiller klaveret imidlertid ikke, når det kommer til sikkerhedspolitik. Det ukrainske krigsscenarie i 2014 - 2022 kunne have været undgået, hvis yankee-imperialismen og NATO havde anerkendt Ruslands legitime sikkerhedspolitiske interesser allerede efter, at Michael Gorbachov med Hans Magnus Enzenbergers ord gik over i historien som tilbagetogets helt. Efter dette burde der ikke mere havde været behov for en NATO-forsvarsalliance, der siden 90’erne er gået hen og blevet en angrebsalliance.

Oprindeligt legitimerede Monroedoktrinen, der var formuleret af John Quincy Adams, USA's angivelige ret til at beskytte latinamerikanske lande og i det hele taget amerikanske stater mod Europæisk kolonialisme. I 1904 tilføjede præsident Theodore Roosevelt Monroedoktrinen den interventionisme, vi kender i dag. Nyorienteringen udstak startbanerne for den amerikanske dominans i Latinamerika legitimeret ved beskyttelsen af amerikanske selskabers investeringer og USA’s økonomiske interesser. Under den første kolde krig trådte USA ind i ny-imperialismens fase, hvor man ikke bare så Latinamerika som en interessesfære. USA blev efter 1945 den ene af de to rivaliserende supermagter, der søgte indflydelse globalt. At USA fortsat ser Monroedoktrinen som legitimerende for imperialisme og hegemoni, kom bl.a. til udtryk gennem Reaganadministrationens interventioner i Nicaragua og El Salvador. Senest så vi det i forbindelse med Trumpadministrationens sikkerhedspolitiske rådgiver John Boltons tale i 2019 til antisocialistiske veteraner, der i 60’erne var støttet og trænet af USA i forbindelse med aggressionen i Svinebugten i Cuba. John Bolton annoncerede i 2019 nye sanktioner mod Venezuela, Cuba og Nicaragua, samtidig med at han bekræftede Monroe-doktrinen som det, der styrer USA's internationale politik. At tro at dette er anderledes, hvis en Obama var der, hvis Biden er der eller hvis Hillary en dag overtager er naivisme.

USA's hegemoni

Vi skal ikke glemme, at verden i 1962 var på randen af en 3. verdenskrig, fordi USA ganske som Rusland i dag den gang så sin sikkerhed truet pga. sovjetiske missiler i Cuba. Med Monroedoktrinen har skiftende præsidenter givet erklæringen en så bred fortolkning, at det oprindelige fokus på forsvar er blevet til angreb efter Carl Von Clausewitz ”det bedste forsvar er angreb doktrin”. Kan USA imperialismen ikke angribe selv, fordi dette ikke vil befordre et image baseret på lidt frihedspræk og et demokratisk lag fernis, fører man sine krige pr. stedfortræder. Man finansierer, udstyrer og bevæbner kræfter, der tjener USA's økonomiske interesser. Dette involverer retten til at fjerne og sammensværge sig mod i nogle tilfælde selv demokratisk valgte regeringer, udøve aggression og angribe mindre stater i Latinamerika, Sydøstasien, Caribien, Mellemøsten og på Balkan - Kennedy, ”Bombe Johnson” og senere Nixons krigsforbrydelser mod civile i Vietnam, Cambodia og Laos folk blev dokumenteret til fulde af Bertrand Russel tribunalet, der  bl.a. påviste brugen af napalm og terrorbombning af civilbefolkningen. Man har anvendt de mest gruopvækkende våben herunder kemiske våben vendt mod civile, biologiske våben som Agent Orange i Vietnam, Laos og Cambodia  der endnu forgifter mennesker.

Senere den ulovlige blokade mod Cuba, ”operation Mongoose”, gentagne attentater på Fidel Castro og den militære aggression i Svinebugten. Så var der kuppet vendt mod den demokratisk valgte regering i Chile i 1973 og mordet på Salvador Allende. Senere igen Reaganadministrationens infiltration og krigsførelse pr. stedfortræder vendt mod Nicaragua og El Salvador i 80erne. Hertil, Bush-klanens folkemord i Irak, Clinton-administrationens terrorbombninger af den Serbiske civilbefolkning i Beograd og i den forbindelse støtten til islamistiske hellige krigere i Bosnien og Kosovo. Sidste men ikke mindst i nyere tid Obama-administrationens og ”Killary Clintons” subversive fremfærd i forbindelse med adgangen til det daglige oliefix og ”Det arabiske forår”, der  destabiliserede fremfor at demokratisere; det vidste man udmærket godt, og alligevel banede man vejen for den islamiske fundamentalisme til Saudiernes tilfredshed. I Syrien støttede USA ISIS og El Qaida grupperinger med henblik på at vælte Assad. Denne form for krigsførelse så vi i Venezuela i forbindelse med det første strandede kupforsøg vendt mod den demokratisk valgte Hugo Chavez, og med det andet forsøg på at vælte den demokratisk valgte Nicolás Maduro og indsætte marionetten Juan Guaidó, som nu befinder sig i USA. For nyligt forsøgte man at infiltrere i Cuba igen uden held.

Efterfølgende tildeler man så skurkeroller til lokale politikere i et uskønt propagandistisk felttog. Informationskrigen indeholder en subtil totalitarisme, og der er reelt tale om en kognitiv hjernevask som efterretningstjenester og totalitære regeringer har anvendt lige siden den nazi-inficerede apologetik for jødeforfølgelser. Man har iværksat teatralske falsknerier omkring en imaginær fjende. Man bruger ord som ”humanitær interventionisme”, der dækker over terrorbombninger af civilbefolkninger. Værdiladede ord som ”fløjl”, ”forår” eller positive farver indgår i hjernevaskens vokabularium - hvem har nogensinde hørt om en sort- eller sækkelærred-revolution?

Hver gang det samme - Man er parat til at dæmonisere statsledere - i virkeligheden måske et helt folk; man støtter undergravende virksomhed vendt mod en stats indre sikkerhed, iværksætter sanktioner, forøver attentater, tilrettelægger statskup og indsætter ”venligtsindede regeringer”, hvor det principielt er ligegyldigt om man derved allierer sig med islamistiske, fascistiske eller nynazistiske kræfter. Det væsentlige er, om det tilgodeser USA's interesser i at fremme en økonomisk imperialisme og et hegemoni, hvor det er USA og USA gennem NATO, der mener sig berettiget til at være ”verdens politibetjent” og hegemon. Siden den anden verdenskrig har USA været involveret i 19 krige, og hvis man tæller op lige fra de blodigste konflikter i Korea, og Vietnam til Irak, og Afghanistan får man det makabre resultat, at USA er ansvarlig for millioner af døde, herunder mange civile. Man fabulerede en del om folkemord i det tidligere socialistiske Jugoslavien, men det er for ingenting at regne mod de uhyrlige tabstal vi nævner her. På trods af dette ser vi kun i mindre grad den samme fordømmelse og de samme krav om sanktioner vendt mod USA, som man nu ser selv den danske venstrefløj kræve effektueret i forhold til Rusland (!)

Og vi taler med dette tal kun om USA's direkte engagement i krige. USA har flere liv på samvittigheden end de mange millioner, vi nævner her.  Den uafhængige Journalist Patrick Henningsen, som den vestlige censur forsøger at knægte (lukning af hans hjemmeside),  beskriver meget rammende de gentagne amerikanske interventioner som angreb og i nogle tilfælde attentater, hvor man altid skjuler sig bag en forbundsfælle, man selv har fremelsket og indsat. Det engelske ord er ”war by proxy” eller på dansk ”krig ved stedfortræder”.

US-Imperialismen

USA's ageren overfor udviklingsøkonomier og lande der vælger en anden kurs end globaliseringen og den nyliberale kurs dikteret af IMF og Verdensbanken er, hvad vi ud fra en marxistisk analysemodel ser som en fremtrædelsesform, det konkrete eller et overfladefænomen. Dette former individers falske hverdags-bevidsthed. På den måde ser man ikke, hvad der er nedenunder overfladefænomenet. Man får  ikke afdækket det abstrakte - kapitalismens og imperialismens væsen -  startende med vareanalysen og en oprindelig national kapitalisme i en historisk bevægelse op til kolonialismen og imperialismen og en ny forståelse af den samfundsmæssige kompleksitet.

Imperialismens ageren siden 90’erne har til stadighed været rodfæstet i profitøgning og kapitalakkumulation for multinationale selskaber. I 90’erne kunne USA og Vesten pludseligt optræde politisk som hegemonen, der styret af multinationale selskabers interesser sikrede sig adgang til det russiske ”marked” . Man fik adgang til at etablere datterselskaber og nyetableringer gennem chokterapi og vilde privatiseringer. Bag det hele lurede spørgsmålet om den for kapitalakkumulationen vigtige energisikkerhed. Den tidligere Sovjetøkonomis anselige reservoirer af råstoffer gennem udvindingen af olie, gas og andre rå- og hjælpestoffer skulle bidrage til at øge de imperialistiske staters nationalindkomst endnu mere. Den højt uddannede arbejdskraft, der ovenikøbet var billig, og et svækket politisk system der kunne kontrolleres af økonomiske og politiske vestlige beslutningstageres magt, ændrede i 90’erne Rusland til en stat med vasallignende træk. De multinationale selskabers direkte investeringer muliggjorde den gang som i dag en kapitaleksport, der hæmmer en økonomis udviklingspotentialer og evne til at skabe en selvhjulpet økonomisk vækst. Kapitaleksporten igangsættes på grundlag af en forceret udbytningsrate og overnormale profitrater. Hvis denne udvikling havde kunnet fortsætte, ville det højest sandsynligt lede til det samme som set i udviklingsøkonomierne og i Ukraine i dag - kapitalmangel og stagnation.       

Når nyhedsbureauer og sociale portaler svømmer over med falske nyheder og en dæmonisering af politiske ledere - ikke at forglemme hele befolkninger - handler det en del om værdiladede ord fra det liberale demokratis vokabularium. Den implicitte sandhed går på den vestlige opfattelse af demokrati, individuel frihed, ytringsfrihed, pressefrihed og i øvrigt en nations ret til selv at vælge sin politiske og økonomiske udviklingsvej, når blot den ikke afviger fra de nyliberale sandheder. Portalerne svømmer over med et had mod anderledes tænkende, i Danmark og internationalt. Der pågår en omfattende dæmonisering af de fæle russere især Putin, der ikke skal have ret til at klynge sig til en sikkerhedspolitisk doktrin - alt sammen noget der i virkeligheden dækker over en imperialisme, der sætter alle borgerlige frihedsrettigheder, pressefriheden og menneskerettighederne ud af kraft. I strid med internationale aftaler og international ret ser vi disse dage at autoritære kræfter i EU og Nordamerika har iværksat censur vendt mod nyhedskanalerne ”Russia Today, Sputnik og i USA er Fox News under angreb. Man har krænket den højt besungne private ejendomsret ved at ekspropriere private formuer, man forbyder på trods af internationale aftaler logistik af sø- eller luftvejen, og man iværksætter sanktioner.   

USA og NATO har lige siden 1990 på trods af James Bakers og Hans Dietrich Genschers løfter om ikke at ekspandere mod øst rykket sin interessesfære helt over til Ruslands grænser ved at optage Øst- og centraleuropæiske lande i NATO. Man kan med god ret spørge sig selv, hvorfor dette var nødvendigt, nu da der ingen fjende var mere. Strategien var den, at omringningen af Rusland skulle give den vestlige imperialisme overtaget. Man ville havde indlemmet Rusland i den vestlige interessesfære, så man kunne få uhindret adgang til Ruslands naturressourcer og den billige højtuddannede arbejdskraft.  

Den russiske nation, statsapparatet, de russiske institutioners sikkerhed har siden 90’erne i stigende grad måtte imødese trusler udefra. Her handler det ikke bare om den ydre militære trussel påtvunget af imperialismen; det handler i lige så høj grad imperialistiske staters undergravende virksomhed i form af støtte til femtekolonne-virksomhed og til subversive organisationer, der har erklæret, at man vil iværksætte revolutioner eller kontrarevolutioner. At Putin indenrigspolitisk som en del af dæmoniseringen af russere er en diktatorisk oligark og en galionsfigur for den herskende klasse af nykonservative i Rusland ændrer ikke på, at selv et reformeret kommunistisk parti ved magten igen i Rusland ikke ville ændre på Ruslands legitime sikkerhedspolitiske krav. Disse krav er ikke anderledes end de USA har brugt til at legitimere sine imperialistiske krige. Hvis vi vender tilbage til den marxistiske analysemodel, er bragesnakken om demokrati, frihed og lighed et overfladefænomen, der tilslører imperialismens inhumane væsen og de multinationale selskabers profitøgning. Inddæmningen af Rusland er begrundet i energisikkerhed, fødevaresikkerhed og adgang til billige råstoffer og arbejdskraft. I det Ukrainske kornkammer er det fødevaresikkerheden og i Donbass skal vi ikke glemme forskellige mineraler i Donetsk- og Lugansk regionerne. Man har fundet omkring 850 sedimenter, hvoraf der kan udvindes 40 råvareformer. Det drejer sig om malm samt ikke-metalliske og brændbare stoffer. Samlet andrager de mineralske forekomster 12% af al naturlig rigdom i de såkaldte ”postsocialistiske lande”. I den nordlige del af Lugansk-regionen (Krasnogorovskoe-grunden) og Donetsk-regionen (Krasnolimanskoye-deponering) er der naturgasforekomster. Ukraine der i 90e’erne var et industrialiseret land med et omfattende eksportpotentiale er blevet afindustrialiseret, fordi US-imperialismen ville dette. Forude troede man at de multinationale selskaber i stedet skulle rykke ind og kolonialisere samt udbytte dette ressourcerige land.