Nostradamus og Cepos...

Jeg skal love for at direktør Martin Ågerup fra den bedsteborgerlige tænketank ”Center for Politiske Studier (CEPOS)” er ude med riven i et blogindlæg d. 1/5 20 om den såkaldte totalitære socialist Thomas Piketti. CEPOS forsøger ofte at fremstille sine ”analyser” som videnskab, selvom det er indlysende for enhver objektiv iagttager, at vi her har med de sædvanlige neoklassiske papirkugler afskudt fra kanonportene på hans majestæts skib HMS Enfoldigheden at gøre (https://cepos.dk/debat/den-totalitaere-socialist/#).

Som Paul Krugman er jeg ikke selv voldsomt betaget af Pikettis empiriske værk. Når Ågerup hævder, at Piketti alligevel er Marxist, og at han kan sidestilles med den milepæl i den menneskelige tænknings historie, ”Kapitalen” var, er dette voldsomt misvisende. Der er metodisk set intet nyt i Pikettis bog ”Kapitalen i det 21. århundrede”; der er ikke tale om et paradigmeskift - Krugman har ret, hvis han i Ågerups oversættelse siger, at bogen ”er noget af en skuffelse”. ”Skuffelsen for den tænkende del af venstrefløjen vil netop bunde i, at Piketty end ikke forsøger at levere et indspark til politisk økonomi, som økonomer kan tage alvorligt.”

Martin Ågerup tager igen, hvem ved for hvilken gang, de ideologiske skyklapper på i den lyksalige tro, at nu har han rigtigt fået taget en af disse forbandede marxister ved vingebenet. Hans kritik af Pikettis empirisme demonstrerer kun det sædvanlige, når borgerlige økonomer skal gøre sig kloge på noget, de ikke ved noget om. Ågerup skriver et sted, at Pikettis bog er købt af mange men læst af få. Han påstår uden kildeangivelse, at der findes en analyse, der har vist, at læsere af Kindle-versionen typisk ikke er nået længere end til side 26 ud af bogens 700 sider. Så Pikettis værk skulle angiveligt være blandt en af de mindst læste bøger i verden.

Man turde vel her forvente at en mand som Ågerup, der gør sig klog på marxisme og socialistisk ideologi, selv har læst den omfangsrige venstrefløjslitteratur, der er påkrævet for, at man som han kan gå rundt som en sand kender af marxisme og socialisme. Har han, som sit sikkert borgerlige idol J.A. Schumpeter virkeligt studeret kilder, der vil fylde hans borgerlige hjernekasse med væmmelse. Har han læst Capitalism, Socialism and Democracy”? Har han læst Kapitalen, og nu vi er i gang ”Grundrids” til samme? Har han læst Engels ”Anti Dühring” og ”Socialismens Udvikling fra Utopi til Videnskab”? Har han læst imperialismeteorierne og Rosa Luxemburgs værk om kapitalens akkumulation, Lenins værker, nyere afhængighedsteorier, De britiske lavssocialister (Cole), libertære socialister, Lasalle, Bernstein, Proudhon, Bakunin, Anarkosyndikalisterne, Gramsci, og i nyere tid Mandel, Horvat, Kardelj, Lange, den polske skole, Heller, Wolf, Harvey, Harman etc. etc. - jeg skal beklage, at jeg ikke får alle med, det ville fylde for meget, men jeg er ganske overbevist om, at borgerlige økonomer ikke har gjort som vi, der måtte tyre neoklassiske undervisningsplaner igennem på CBS i 80’erne, selvom vi fagkritisk set anså det som gedigent uproduktivt vrøvl. Borgerlige økonomer, der som Schumpeter har gidet at læse modpartens omfangsrige bidrag, er meget få. De "dovne" der ikke gider at læse modparten repræsenterer en utilstedeligt ignorantadfærd og mangel på almen videnskabelig dannelse 

I et særligt afsnit under overskriften ”Deltager-socialisme – gammel vin på nye flaske” - mon ikke han mente ”flasker”, Går Ågerup helt galt i byen, når han skal forklare sin modstand mod at skabe et demokratisk erhvervsliv. Han bryder sig ikke om, at Piketty angiveligt skulle forsøge at sælge sin ”deltagersocialisme” ved at referere til Tyskland og Skandinavien, ”hvor medarbejderne har ret til at vælge repræsentanter til bestyrelsen i aktieselskaber, anpartsselskaber og erhvervsdrivende fonde”. I Tyskland er det faktiske sådan, at de ansatte kan vælge virksomhedsråd, hvad Ågerup ikke får med - I Danmark er bestyrelsesrepræsentation forbeholdt et mindretal. At man skulle ønske sig et virksomhedsdemokrati ved at give medarbejderne et flertal i bestyrelsen skulle angiveligt lede til en situation, hvor virksomheder kan få svært ved at skaffe sig kapital, lade sig opkøbe, fusionere osv., fordi ingen andre end medarbejderne kan have kontrollen over virksomheden. Nu er det jo altså for det første sådan, at en professionel ledelse med en deltagerstyret ledelsesfilosofi ser deres bedste interesse tjent af medarbejderne, mens medarbejderne omvendt ser deres bedste interesse tjent af en dygtig professionel ledelse. Det viser al erfaring fra den empiriske forskning i medarbejderejede virksomheder og deltagerstyrede ledelsesformer. I hundredvis af studier de sidste 80 til 90 år viser det samme igen og igen. Når medarbejderne deltager i beslutningsprocesserne, skaber det en øget motivation og en øget produktivitet, det skaber bedre resultater på bundlinjen, virksomheden har en længere levetid, man er i stand til at betale højere lønninger og skabe bedre arbejdsforhold. Hvordan i al verden skulle det kunne lede til ”at man kan få svært ved at skaffe sig kapital, lade sig opkøbe, fusionere osv., fordi ingen andre end medarbejderne kan have kontrollen over virksomheden”? I lyset af hvad jeg allerede har sagt forsvinder den professionelle ledelse naturligvis ikke i en virksomhed styret af de ansatte. Hvad der er tilbage - traditionelle ejere - vil disse sikkert forsvinde - dette begræder Ågerup åbenbart, men med teknokratiske organisationsformer er der næppe mange, der vil betragte fraværet af enkelte majoritetsejere som det store tab. De møder op til en generalforsamling og er kun interesseret i deres afkast. I mellemtiden er det alligevel medarbejdere - herunder den professionelle ledelse, der også er medarbejdere - der kører virksomheden

Ågerup udtaler sig skråsikkert om, at demokratiske erhvervsvirksomheder skulle få vanskeligt ved at skaffe sig midler til investeringer fra andre end medarbejderne selv. Når man læser den slags, kan man kun ønske sig at man har to hoveder at tage sig til. Er Ågerup overhovedet ikke bekendt med begrebet ”det revolverende finansieringskredsløb”. Den amerikanske økonom Jaroslav Vanek (1930 - 2017) skriver i flere af sine værker om den medarbejderstyrede markedsøkonomi, at den slags kan løses ved en fond med oprindelig kapital, der er til rådighed for medarbejderstyrede virksomheder. Man udlåner disse midler til en række virksomheder, der forrenter og tilbagebetaler de lån, der stilles til rådighed. Fondens løbende finansiering, den kapital der akkumuleres, vil efterhånden overstige startkapitalen, hvilket på sin side giver øgede kreditmuligheder. Indskydere i fonden er private, organisationer, andre fondsdannelser eller det offentlige.  De oprindelige indskydere tildeles enten obligationer eller B-aktier. De kan med andre ord som i tilfældet med andre værdipapirer, uden at dette giver kontrol i virksomheden, realisere gevinster.      

Jamen så er der lige den gamle historie om konen med æggene. ”Det giver imidlertid en meget stor risikoeksponering både at have sit job og sin formue i samme virksomhed. Går den ned, står man pludselig både uden indkomst og uden formue. Og det skaber i øvrigt ikke den ønskede lighed”, siger Ågerup. Man kan uvægerligt ikke lade være med at tænke på, at det Schumpeter kaldte det vitale ejerskab, ejerskabet til en bygning, maskiner - hele virksomheden - det man er parat til at dø på trapperne for, fordi det er ens eget - det har netop at gøre med den enkelte ejer eller familien, der i stedet for aktier og risikospredning ikke vil dele dette ejerskab med andre. Hvad er egentligt forskellen på denne virksomhed, hvor alle æggene samles i en kurv og en virksomhed ejet af de ansatte i fællesskab, hvor risikokoncentrationen er langt lavere end for den enkelte entreprenante ejer. 

Ågerup ender som en gammel halvblind Nostradamus, når han påstår, at et forventelige forløb for en medarbejderejet virksomhed vil ende med, at man ikke kan skaffe sig kapital til investeringer, og at dette vil lede til statsdrift. Men staten behøver overhovedet ikke at deltage i den slags virksomheder - jeg anbefaler Ågerup at sætte sig ind i Mondragon-kooperativernes historie som et eksempel på total selvforvaltning uden statslig indblanding. Ågerups angstpsykose, når det kommer til staten, får ham til at hive den gamle kommunist-forskrækkede kanin op af hatten. Det er ganske vidst, Ågerup kan forudsige, at vi vil bevæge os i retning af et traditionelt socialistisk scenarie i stil med Østeuropa før Murens fald eller Venezuela under Chávez. Man kan som bekendt ikke sammenligne pærer og æbler - den slags sammenligninger er uvidenskabeligt nonsens; Venezuela eller Rusland er ikke Danmark. Sammenlignede analyse kræver, at det man sammenligner, er ens. Man kan ikke sammenligne sicilianske olivenplukkeres økonomi med en højt uddannet dansk landmands økonomi!

Jeg misunder ikke Ågerups triste rolle som ignoranten, der med djævlens vold og magt skal gøre sig klog på noget han ikke ved meget om. Det er CEPOS magtpåliggende at nedgøre en tanke, der har en bred appel. Vi har et politisk demokrati, ja endda et social demokrati, men demokratiet stopper mestendels ved indgangsdøren til virksomheden - bag disse funklende glasdøre hersker der med hovedaftalens § 4 fortsat et despoti. Når vi ser bort fra CEPOS nyliberale papirtigre, kunne man med god ret spørge: Hvem har noget imod, at vi får et totalt demokrati i det danske samfund?