Mod en demokratisk økonomi

Da Gert Petersen i 1966 skrev bogen ”veje til Socialismen i vor tid”, var det med SF’s formand Aksel Larsens ord i ”SF-bladet” en bog, der forhåbentligt ville kunne befrugte den danske arbejderklasse (Petersen, 1966 og 2018). Petersens indføring i marxismens grundbegreber var en pædagogisk og let forståelig fremstilling af Marx/Engels tænkningens komplicerede lære; dog var det ikke med Petersens doktrinære sprogbrug en afvigelse, der forsøgte på at omskrive f.eks. den dialektiske og historiske materialismes komplekse paradigme til et tilgængeligt sprog. Mange vil sikkert sige, at den slags er umuligt - ikke desto mindre er Pelle Dragsteds monumentale værk Nordisk Socialisme - På vej mod en demokratisk økonomi et eksempel på, at det kan lade sig gøre, uden at vulgarisere (Dragsted, 2021). Ikke siden Gert Petersens værk har vi set en så vægtig bog, der på en gang er virkeligt informativ og tankevækkende på samme tid med, at det er en vigtig debatbog. Dragsteds læseværdige værk demonstrerer, at den historiske materialismes konceptualisering omkring begrebet produktionsmåde og samfundsformation på ingen måde skal forstås på samme vis som fremhævet med stalinismens vulgærmarxistiske forståelse af begrebet. I den Stalinistiske udlægning ses den historiske udvikling som en ”udviklingstrappe”, hvor samfundsformationerne successivt afløser hinanden, og hvor der i hver samfundsformation kun findes en eneste kombinatorik af produktivkræfterne og produktionsforholdene udtrykt som produktionsmåden. Først den oprindelige traditionelle økonomi - Urkommunismen, så slavesamfundene, der afløses af feudalismen, dernæst kapitalismen der afløses af socialismen og til slut kommunismen. Fukuyamas (1992) nyliberalisme og vulgærmarxisterne, der i Stalins navn (1938 og 1976) skrev Sovjetunionens Kommunistiske Partis Historie havde en ting tilfælles, nemlig troen på, at historien kan afsluttes, hvor man endegyldigt står tilbage med en sejrherre i ringen - den nyliberale utopi (Fukuyama) eller den kommunistiske (Stalin).  

Et gennemgående tema i Dragsteds bog er en forkastelse af forestillingen om, ”at et samfund og en økonomi i sin totalitet (kun) udgør en produktionsmåde. Samfund og økonomier vil altid vil altid være hybrider - med flere sameksisterende produktionsmåder (side 327 - 28).” Deri har han ganske ret - det ligger i selve dialektikken mellem produktivkræfter og produktionsforhold. Når de gældende organisatoriske og ejendomsretlige forhold kommer i et modsætningsforhold til produktivkræfterne, vil der i det gamle samfund være nye ejer og organisationsformer, der varsler den nye samfundsformations komme. I den stænder-opdelte feudalisme tilhørte den kommende herskende klasse kapitalisterne en del af tredjestanden, der indeholdt vidt forskellige fraktioner. Det var  her, man fandt den mere velhavende del - de rige borgere, der enten var jordejere, fabrikanter eller købmænd. Hertil kom håndværksmestre og handlende, der også tilhørte middelstanden. Det fattige landproletariat og by-proletariatet tilhørte den nederste del af tredje stand. Den spirende kapitalismes behov for menneskeligt arbejde, mobilitet af arbejdskraft og kontraktfrihed fordrede tilstedeværelsen af en spirende arbejderklasse  bestående af ufaglærte arbejdere, håndværkere og butiksansatte. Feudalistiske produktionsforhold herunder ikke mindst stavnsbåndet indebar, at landarbejderne var bundet til deres hjemstavn; der var hermed ikke fri bevægelighed for varen arbejdskraft, hvilket skabte en modsætningen mellem andenstanden - adelen - og den spirende klasse af kapitalister. Den intensiverede udbytning gennem hoveriet og arbejdet som daglejere skabte social utilfredshed i proletariatet. I landområderne og byerne var der en stor og voksende fattig arbejderklasse, der levede under eller på eksistensminimum. Når der var stærke sociale modsætninger, skyldtes det dels, at landarbejderne var utilfredse med de levevilkår, adelen påtvang dem. Dels var der også et modsætningsforhold mellem den spirende klasse af kapitalister og adelen; hertil kom at befolkningen var utilfredse med den gejstlige førstestand på grund af beskatningen og fattigdommen.

Den franske revolution under ledelse af borgerskabet gennemtvang den gryende kapitalisme og i begyndelsen en overbygning, hvor borgerskabet tog over inden, Bonapartismen senere kvalte det spirende politiske demokrati   - landboreformerne og ophævelsen af stavnsbåndet i Danmark gik imidlertid mere fredeligt for sig end stormen på Bastillen og den franske omvæltning.

Dragsteds pointe er den, at der også under kapitalismen er flere sameksisterende produktionsmåder. Her er han på linje med den marxistiske økonom Branko Horvat, der i en tale til svenske arbejdsgivere først i 1970’erne, behandlede problematikken omkring, hvorfor arbejderstyrede virksomheder ikke for længst har udkonkurreret traditionelle kapitalistiske virksomheder indenfor rammerne af en kapitalistisk produktionsmåde. Paradokset består i, at disse virksomheders tilsyneladende succes mht. vækst, arbejdsproduktivitet, beskæftigelse og finansielle resultater står i modsætning til deres mangel på gennemslagskraft (Winther, 1994, Winther, 1995 og Winther and Marens, 1997). Arbejderkooperative virksomheder og medarbejderejede virksomheder fandtrs og de findes i dag; medarbejderstyre og den gryende demokratiske socialisme befinder sig imidlertid i samme situation, som den gryende kapitalisme gjorde det under feudalismen. Det er som en organisme, der får indopereret et fremmedlegeme, der bortstødes eller endnu ikke har kunne tilpasse sig organismen. I virkeligheden vil den være mest effektiv med nye institutionelle rammer, der er gearede til de nye ejer- og organisationsformer (Horvat, 1974)? Dragsted siger noget tilsvarende: ”Det jeg beskriver, er et samfund og en økonomi, der er langt mere socialistisk og langt mindre kapitalistisk. Hvor en socialistisk og en demokratisk produktionsmåde er lige så dominerende i økonomien, som den kapitalistiske produktionsmåde er i dag. Men uden et mål om at opnå en i mine øjne illusorisk ren samfundsform eller produktionsmåde.” Og det potentielle overgangssamfund med flere produktionsmåder har derfor skabt ikke-kapitalistiske alternativer, som noget der eksisterer ved siden af kapitalismen (side 110 ff.). Dermed er det også sagt, at den kapitalisme, vi kender, ikke er fuldt ud kapitalistisk; der findes et erhvervsdemokratisk alternativ mellem den offentlige og den private sektor. Denne nye sektor består af demokratiske ikke-kapitalistiske strukturer. Det er det, der er krumtappen i Dragsteds værk, og det er det, han bruger en stor del af bogen på at beskrive.

 

Den demokratiske fællesskabsøkonomi

Dragsted demonstrerer et imponerende overblik i sin præsentation af demokratiske ejer og organisationsformer. De fleste af venstrefløjens tænkere kan næppe undgå at føle sig ramt, når han rejser  spørgsmålet om, hvorfor vi alle havde et eller flere lande, vi rejste til og så forelskede på - Albanien, Nordkorea, Sovjet og Østeuropa, Kina, Cuba, Vietnam - for mit eget vedkommende Jugoslavien med den arbejderselvforvaltning, der reelt var en eneste stor decentraliseret kooperativ markedsøkonomi. Hvorfor glemte vi at se på, eller hvorfor ofrede vi mindre tid på at lære og lade os inspirere af vore egne erfaringer med demokratisk forvaltning i fællesejede virksomheder, andelskasser, foreninger, fonde, selvejende institutioner, almennyttige boligselskaber, den offentlige sektor og offentlig produktion og service. Hvorfor brugte nogle al den tid på at forherlige erfaringer med statsejendom i Etatistiske regimer, mens vi alle ofte lukkede øjnene for de lommer af socialisme og et formelt demokratisk ejerskab, der befandt sig lige udenfor vore egne vinduer (side 109)?   

Den ikke-kapitalistiske demokratiske sektor indenfor rammerne af dansk økonomi når i Dragsteds udlægning vidt omkring. Uden at skønmale demokratiet som en væsentlig produktivkraft får vi i bogens del 3 en omfattende gennemgang af fællesskabsøkonomien - det fælles eje, den demokratisk forvaltede økonomi, er ikke en utopi men en realitet, der spænder over ejer- og styreformer udviklet over de sidste 150 år (side 123). En af de væsentligste milepæle så man i 1866 i Thisted med Danmarks første forbrugerstyrede og -ejede kooperativ inspireret af Rochdale pionererne og Robert Owens kristne socialistiske værdier. I ’Rapport til New Lanark plæderede Owen for et fremtidssamfund organiseret som en føderation af selvforsynende fællesskaber styret af producenter eller af velgørende jordejere og industrialister. Owen, der selv ledede et bomuldsspinderi, forbedrede sine medarbejderes boligforhold, organiserede skoler for børn, nedsatte arbejdstiden, afskaffede børnearbejde og indførte noget, der lignede nutidens arbejdsløshedsforsikring (Owen i Horvat m.fl., 1975).

I Danmark blev det højskolebevægelsen og andelsbevægelsens leverandørkooperativer i form af andelsmejerier og -slagterier ved siden af brugsforeningerne, der markerede den gryende demokratisering. Disse virksomheder var styret efter princippet om, ”at man stemmer efter hoveder og ikke efter høveder”. Modsat et traditionelt aktieselskab skulle andelshaverne i forbruger- og leverandørkooperativer kun have en stemme på generalforsamlingen, og man praktiserede en overskudsdeling bestemt af samhandel med selskabet. Senere kom arbejderkooperationen til, hvor Dragsted imidlertid rejser spørgsmålet, om der ikke er tale om en arbejderkooperation uden arbejderstyre, fordi de danske arbejderkooperativer ofte er ejet og styret af fagbevægelsen (side 190).

Hvad de finansielle institutioner og markeder angår, har Danmark faktisk en lang tradition for, at banker, sparekasser og andelskasser er opbygget efter demokratiske og almennyttige principper. Sparekasserne udgjorde helt frem til 80’erne en betydelig del af finanssektoren indtil, man omlagde dem til aktieselskabsformen i 1989 (Side 134). Boligforsyningen i form af andelsboligforeninger og sociale boligselskaber indeholder også et beboerdemokrati. I dag bor omkring 1 million lejere i 550.000 almene boliger (side 137). Hertil kommer den del af infrastrukturen i form af vand-, varme og energiforsyning, der kan fremvise et omfattende forbrugereje ved siden af et offentligt ejerskab.

Når det nordiske perspektiv kommer ind i billedet, ses det, at det Dragsted kalder den ikke-kapitalistiske fællesskabsøkonomi ikke bare kendetegner Danmark. Også i de andre nordiske lande er der, de betydelige forskelle til trods, eksempler. Sverige kan prale af flere medarbejderejede virksomheder end Danmark, og man ser i Norge et betydeligt større offentligt initiativ end i Danmark. Hele 70 offentlige selskaber tegner sig for op til 88% af det norske BNP, mens 64 selskaber i Finland er statsejede virksomheder, der tegner sig for 52% af det finske BNP. Ved siden af de statsejede selskaber i de to lande er der også et betydeligt ejerskab af finansielle aktiver gennem statsfonde (side 141).

 

Hvad med teknostrukturen i den udviklede kapitalistiske økonomi?

Dragsted ved godt at stordrift kan være gift for virksomhedsdemokratiet, fordi den hierarkiske organisation og afstanden mellem top og bund skaber et lag af ledere og nøglepersonnel, der besidder et vidensmonopol;  i medarbejderstyrede virksomheder møder man derfor ofte et formelt demokrati fremfor et reelt demokrati (side 142).

Allerede den institutionelle økonom og sociolog Thorstein Veblen, der publicerede ”The Engineers and the Price System” I 1921, så teknokratiet som en organisationsform, hvor magtfordelingen mellem personalegrupper i en organisation er bestemt af ekspertise inden for videnskabelige eller tekniske fagkundskaber. Udstrakt til makroniveauet vil et sådant system, som set i dagens Kinesiske og amerikanske økonomier, udgøre en modsætning til det parlamentariske demokrati, hvor det ikke er folkevalgte, der er de centrale beslutningstagere, men eksperter udpeget af partiet. I USA er det militærindustrielle kompleks og store økonomiske foretagender indenfor IT og andre nøgleindustriers lobbyisme og kontrol med sine omgivelser. Det er i den henseende ikke uinteressant, at Veblen, før en socialisme opstod, synes at have ment, at den teknologiske udvikling kan ende med at sætte en socialistisk produktionsmåde på dagsordenen. Den teknologiske udvikling indebar for Veblen en anden kapitalisme end den, en yngre Joseph Alois Schumpeter proklamerede med den entreprenante heroiske industrikaptejn i centrum. Veblen mente, at socialisering var en mellemfase i en evolutionær proces, hvor forretningssystemerne ville blive erstattet af de teknologiske systemer domineret af ingeniørerne. John Kenneth Galbraith præsenterede som bekendt lignende tanker i sit værk ”Det Nye Industrisamfund” (Galbraith, 1968). I virksomheder er det ikke ejere eller aktionærer, der træffer beslutningerne. I stedet er det en ny klasse af professionelle ledere og nøglepersonnel uddannet på universiteter og handelshøjskoler, der kun er interesseret i profitmaksimering for så vidt som, det kan skabe økonomisk vækst og sikkerhed for koncernens operationer og overlevelse. I et økonomisk magtperspektiv talte Galbraith senere om faciliteret magtudøvelse - det store foretagende rækker sine fangarme ud i sine omgivelser og kontrollerer politik og samfund gennem lobbyisme, elitære netværksdannelser og økonomisk støtte til politikere og politiske partier. Overalt og på tværs af økonomiske systemer er tendensen den samme - der er en konvergens mod teknostrukturens hegemoni (Galbraith, 1982).

Selv i prototypen på den økonomi, både Dragsted og jeg ser som det mest efficiente af alle økonomiske systemer, er den ulige magtfordeling et problem, der sætter virksomhedsdemokratiet ud af kraft. Arnold Tannenbaums metode til analyse af magtfordeling viste i praksis en skæv magtfordeling. Selv i den jugoslaviske arbejderstyrede økonomi så vi dette; det var topledelsen - ofte partimedlemmer og ledere på lavere niveauer, der blandt adspurgte medarbejdere opfattedes som de, der have magten (Tannenbaum, 1968, Hunnius 1975). IDE projektet (Industrial Democracy in Europe) ledte til lignende konklusioner (IDE - International Research Group, 1981 og 1992).

Med decimeringen af den industrielle lønarbejderklasse forsvinder det traditionelle hierarki imidlertid og dette kan lede til en demokratisering. Fuldautomatiseringen og robotiseringen leder til at arbejde substitueres med kapital. Dette fordrer viden; I den vidensbaserede organisation ser vi en ny lønarbejderklasse, der består af højt uddannede i besiddelse af en viden, der muliggør netværksorganisering, medarbejdereje gennem aktieaflønning og et demokratiseringspotentiale fremfor den traditionelle hierarkisering og det koncentrerede ejerskab. Her skal man imidlertid ikke være blind for, at der fortsat er barrierer for en mere ligelig magtfordeling. Ledere bryder sig ikke i alle tilfælde om at miste magt til andre personalegrupper eller enkeltpersoner i nøglestillinger. Dette kan være forklaret ud fra magtsøgende personlighedstræk, eller det kan være forklaret i, at ledelser har en anakronistisk forestilling om, at relationen ledelse versus almindeligt ansatte kun kan være baseret på et herre-tjener eller boss-medarbejder forhold (Zupanov, 1975).

Det er en af svaghederne, at Dragsted ikke gør mere ud det teknostrukturelle problem, end han gør. Når han skriver, at borgere og andelshavere har kunnet øve indflydelse efter folkestyrets princip om en person - en stemme, ligesom at det koncentrerede ejerskab ikke findes hos en herskende klasse med elitære træk, er det vel rosenrødt. Erfaringerne tilsiger os således, at demokratisk forvaltning af det økonomiske liv er en mulig udviklingsvej for økonomien (side 142). Sagen er nok snarere den, at vi med udviklingen af vidensbaserede organisationer, hvor teknokratiet og bureaukratiet tøjles, kan se ansatser til demokratiske flade hierarkier og netværksdannelser. Demokratiske organisationer fordrer imidlertid, at vi gennem ændrede principper i uddannelsen af ledere, bibringer de studerende en forståelse af, hvordan man leder demokratisk og coacher fremfor at diktere i organisationer, der formelt set er demokratiske.  

 

Mobilisering og Venstrereformisme

I et af de sidste afsnit i bogen (side 336) tegnes et optimistisk billede af den mobilisering af folkelige kræfter, der skal til for, at Dragsteds tanker om en Nordisk socialisme kan implementeres. Det skal i den forbindelse ikke glemmes, at udviklingen og debatterne mht. andelsvirksomheder, medarbejderejede og medarbejderstyrede virksomheder er foregået i bølger siden Socialdemokratiets barndom uden, at dette afgørende har ændret samfundsøkonomien. Vi er nu inde i fornyet bølge under overskriften erhvervsdemokratiske virksomheder; regeringen har inspireret af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti nedsat et ekspertudvalg, og der er afsat penge på finansloven. Dragsteds værk er en ud af flere publikationer omkring den demokratiske økonomi (Bech Poulsen og Westermann, 2018, Pinstrup Jørgensen, 2020, Niels Mygind og Thomas Poulsen, 2020). Der synes i dag at være en bred politisk enighed om det ønskværdige i at fremme erhvervsdemokratiet, hvor samtlige partier bakker op om ideen fremmet af Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti (Beslutningsforslag B99, 2020). Der har været en del formidling omkring ideen i dagspressen og andre medier. Workshops og møder afholdes - Ikke desto mindre har initiativerne og opbakningen fortsat ikke befolkningens store bevågenhed. 

I 80’erne og 90’erne var der fortsat en del publikationsvirksomhed, uden at det slog igennem på det folkelige plan. Fremfor de store ideologiske spørgsmål omkring revolution eller reformisme synes hovedvægten her mest lagt på empiriske case studier, og komparative studier af større stikprøver af helt eller delvist medarbejderejede virksomheder (Poul Ingerslev m.fl., 1984, Winther, 1985, Lindkvist og Westenholz (ed), 1987, Højrup, 1989, Bregn og Winther, 1994, Winther, 1995).

Man kunne lidt drillende spørge til, om Dragsted er slået ind på den samme venstrereformistiske vej som den, der kendetegnede SF i 80’erne. Denne venstrereformisme er beklageligvis forsvundet i dagens SF.  Livstilssocialisters identitetspolitiske bragesnak stikker sit ansigt frem i Aksel Larsens, Sigurd Ømans, Gert Petersens og Holger K. Nielsens gamle parti. SF gjorde sig i 1988 med et erhvervspolitisk program og en række beslutningsforslag i folketinget også til fortaler for en demokratisk økonomi gennem medarbejderejede og -styrede virksomheder, virksomhedsråd i Statens virksomheder og institutioner samt et ØD/VD forslag med vetoret for lønmodtagere i relation til alle beslutninger om traditionelle virksomheders drift, taktik og planlægning (Beslutningsforslag, 1988, SFs erhvervspolitiske program, 1988). SFs mange initiativer til trods var der over en bred kam blandt partierne en modstand mod beslutningsforslagene.

Problemet med venstrefløjens identitetspolitiske profil i dag er, at en så væsentlig ting, som den nordiske demokratiske socialisme Dragsted plæderer for, nemt drukner blandt enkeltstående isolerede kampe for minoriteters privilegier, vaniljemanden fra Tørsleff, is med eskimoiske træk, som Inuitbefolkningen i Grønland ikke har noget imod og andre mystifikationer. Dragsted afviser, at der skulle være en modsætning mellem ”værdikonservative socialister”, der står fast på ideologi, kapitalismekritik, klassemodsætninger og kampen for et andet samfund på den ene side, og på den anden de socialliberale livsstilssocialister, der sætter identitetspolitikken i højsædet. Den slags ligner ”strudsepolitik”, for det er næppe tilrådeligt at ignorere identitetspolitikkens skadelige virkninger, når det kommer til mobiliseringen for en udvidelse af det politiske og sociale demokrati til det økonomiske liv. Mobiliseringen af befolkningen og fremfor alt venstrefløjen for en demokratisering af økonomien bliver beklageligvis uvæsentlig midt i demagogiske populære enkeltspørgsmål, når de identitetspolitiske småborgerlige trendsættere skal markere det ”Die Linkes” medlem af den tyske Forbundsdag Sarah Wagenknecht kalder selvretfærdighed (Wagenknecht, 2021).

 

Social revolution og stat.

Konceptualiseringen af begrebet social revolution forsvinder med Dragsteds understregning af, at et revolutionært systemskifte næppe er realistisk (side 157). Det antydes implicit, at den tredje vej baseret på en gradualistisk omkalfatring mod en demokratisk økonomi ikke er revolutionær. Revolutioner kan imidlertid foregå på listesko og være fredelige som i forbindelse med stavnsbåndets ophævelse eller det parlamentariske systemskifte i 1901. Hvad man ofte glemmer er, at en social revolution ifølge både Marx, Engels og senere Lenin sagtens kunne forløbe fredeligt; Om den forløber fredeligt, afhænger af hvilke demokratiske politiske institutioner, der er, og om et flertal kan bruge dem til en fredelig overgang til socialismen. Selvom mindre bataljer forekom, kan man ikke sige, at der siden Skipper Clement og grevens fejde har været tale om en altomfattende voldelig social revolution i Danmark.

Mahatma Gandhis ikke voldelige strategi viste, at en nogenlunde fredelig revolution med henblik på at forsvare befolkningens rettigheder I Indien kunne gennemføres med succes.  Det samme med murens fald i 1989 og de såkaldte ”fløjlsrevolutioner” i Etatistiske regimer i central- og Østeuropa; det var kun i Rumænien, at det forløb voldeligt.

Centralt i den nordiske socialismemodel  står de demokratiske ejerformer, hvor Dragsted flere steder sætter sig mellem de to stole den private kapital og Staten. Problemformuleringen går her på, hvem der skal eje og styre virksomhederne? Hvem der skal træffe beslutninger om de basale økonomiske spørgsmål vedrørende hvem der skal producere, hvad der skal produceres og til hvem, der skal produceres? Hvordan skal profitterne anvendes - skal der akkumuleres, eller skal man øge indkomsten pr. ansat? Dette er processuelle ansatser til en indvoksen i et demokratisk socialistisk system, og det er hermed egentligt også en fredelig revolutionær reformisme.

I denne diskussion synes Dragsted at bevæge sig ind i en form for statsforskrækkelse, der sikkert bunder i at Etatisme - statsliggørelse - afstedkommer en række problemer, som man i øvrigt også kan støde på i private store foretagender. Det ved Dragsted godt, også det får han med, og derfor er det, der ligner statsforskrækkelse kun tilsyneladende.

 

Plan eller Marked

”For helvede Pelle” skulle Eivind ”Mange ord” Larsen fra Information havde råbt, mens han slog i bordet, så kaffekopperne dansede. ”Vi skal sgu da ikke erstatte kapitalisterne med departementschefer i finansministeriet, folk skal selv” (Op. cit. side 169). Problemet er, at mange mennesker ser Staten som et dominerende bureaukrati. I de tidligere østeuropæiske lande og i Sovjetunionen var magten ifølge Dragsted ekstremt centraliseret.

Der er to ting at sige til det - for det første er der ikke den store forskel på et centralistisk flerpartisystem og et tilsvarende etpartisystem. I Etpartisystemet vil der indenfor parti-stat sammensmeltningen være forskellige fraktioner, der repræsenterede forskellige interessegrupper; så der var egentligt tale om ”flere partier indenfor samme parti”. Som fremhævet ovenfor er det store problem her som i det repræsentative parlamentariske elitedemokrati - teknostrukturen og konvergensteorien. Hvad enten man har et etpartisystem og en øverste Sovjet, en folkekongres, et Europa parlament uden magt eller et topartisystem som i USA domineret af de store foretagender, er det alligevel forskellige interesser udenfor det politiske system, der besidder den politisk-økonomiske magt.

For det andet var der i Østeuropa forskellige grader af centralisering og decentralisering, hvor man enten praktiserede en central kommandoøkonomi, markedsreformer, markedsocialisme eller arbejderstyret socialisme - ja det var endda sådan, at kendere af Østeuropa som den Italienske økonom Mario Nuti talte om planøkonomiens politiske cyklus, hvor man vekslede mellem økonomiske reformer, der introducerede markedsmekanismer indenfor planens rammer og decentralisering på den ene side og på den anden konservative tiltag, der gik tilbage til den centrale styring af ressourceallokeringen (Nuti, 1987).

En centralisering af produktionsmidlerne i statens hænder repræsenterer med andre ord en total nationalisering af økonomien (side 171). Det er værd her at dvæle ved den tjekkiske økonom Radoslav Seluckis tanker omkring marxismens dilemma. At reformere et økonomisk system med henblik på at dreje forholdet mellem kapital og arbejde mod en allokering, hvor det er lønarbejderklassen, der styrer produktionen, ressourceallokeringen og indkomstfordelingen, kræver markedsmekanismer. Men en del af den Marxske doktrin tog udgangspunkt i varens dobbeltkarakter i form af bytte- og brugsværdier, hvor den ”Hvidskæggede” plæderede for en central plan rettet mod udvekslingen af brugsværdier. Hvis man står overfor valget mellem plan eller marked, er der for den medarbejderstyrede økonomi kun en vej at gå. I en medarbejderstyret økonomi er det kun det decentrale marked (vareproduktion og bytteværdier), der sikrer selvforvaltningen. Hvis medarbejderne i uafhængige medarbejderstyrede samfundsejede virksomheder, skal have den fulde frihed til selv at træffe beslutninger om virksomhedens drift, er markedet den eneste mulighed. En central kommandoøkonomi vil sætte arbejderstyret ud af kraft! På den måde kan en socialistisk økonomi ifølge Selucky enten være markedsbaseret og demokratisk eller planlagt og autoritær (Selucky, 1975). Hertil kommer andre marxistiske begreber som statens bortvisnen og ophævelsen af arbejdets fremmedgørelse. Statens bortvisnen er det stik modsatte af den autoritære planøkonomi, og hvis arbejdets fremmedgørelse kun kan ophæves indenfor decentraliserede systemer, er dette igen et argument for en medarbejderstyret socialisme eller en allokerings-mekanisme man kunne kalde decentral netværks- og forhandlingsøkonomi. Der er sket en del siden de tidligere plan-markedsdiskussioner ofte førte til den samme konklusion som hos Dragsted - regulerede markedsmekanismer er at foretrække fremfor den centrale plan.

I forhold til den klassiske plan-markedsdiskussion savner jeg en mere udbygget model for en syntese mellem plan og marked. Tidligere var der blandt socialistiske økonomer, der studerede den socialistiske økonomi, enighed om, at makroøkonomisk planlægning ikke behøver at forsvinde. Man kunne forestille sig et system med en reguleret markedsmekanisme indenfor en rammeplanlægning, der giver virksomhederne et spillerum til at træffe beslutninger i overensstemmelse med de udstukne rammer, der kan effektueres ved brugen af selektive instrumenter, der skaber incitamenter for virksomhederne. Endvidere kan det handle om indikative mekanismer, hvor virksomheder modtager ikke bindende informationer, der forbedrer et beslutningsgrundlag. Ikke at forglemme, når man tænker på borgerinddragelse i forhold til den fysiske og økonomiske planlægning i Danmark og i den forbindelse retten til at blive hørt eller protestere kan planlægningen sagtens være participatorisk.

Den decentrale model med en reguleret markedsmekanisme indenfor planens rammer handler om, at man prioriterer mellem sektorer af økonomien uden at gribe ind eller sende direktiver til virksomhederne. Incitament-systemer skal sikre, at de decentrale beslutningstagere følger planlægningen af frivillighedens vej på grundlag af belønninger i form at subsidier, tilskud og favorable kreditter. På den måde kan man skabe en synkronisering mellem plan og marked, fremfor at udelukke den ene af allokeringsmekanismerne (Brus, 1977).

Jeg savner også endiskussion af kybernetik som en matematisk planlægningsmetode. Tidligere i 80erne var det praktisk umuligt med den eksisterende computerkapacitet at skabe en optimal plan. Problemet var, at man savnede pålidelige data, og at man ikke kunne processere og transmittere de data hurtigt nok, der var nødvendige for planlægningen. Hertil kom ydre påvirkninger af økonomierne, man ikke kunne forudsige og indfange hurtigt nok i en rullende planlægningsmodel. Det der skulle være sammenhængende femårsplaner, blev til rullende og glidende planlægning, hvor man ad hoc hele tiden skulle tilpasse de et årige operationelle planer indenfor femårsplanen til de hastigt ændrede forudsætninger. Computernes iterationer - deres hastighed var ikke tilstrækkelig til at opfange økonomiens ændrede tilstande. Blandt både liberale og socialistiske økonomer var der enighed om, at man ikke kunne løse de mange ligninger i en model på grund af antallet og data, der hele tiden ændrede sig hurtigere end computernetværkene kunne følge med. I 1990 med daværende computere og høje hastigheder samt tilstrækkeligt memory, der muliggjorde hurtige iterationer, var situationen en anden; dette er endnu mere udtalt i dag. Eksperimentelle resultater bekræftede Ifølge Paul Cockshott, at en algoritmisk analyse baseret på en aritmetiske ydeevne på mindre end 1 million operationer i sekundet var i stand til at håndtere et makroøkonomisk system bestående af 3705 industrier på lidt over 320 sekunder. En projektion af en lignende beregningstid for en balanceret plan for en større økonomi på en moderne supercomputer burde derfor kunne lade sig gøre (Cockshott, 1990). Alec Noves oprindelige skøn havde som udgangspunkt over 12 millioner forskellige produkter i en af de store økonomier (Nove, 1983). Med den hastige udvikling af AI er det sikkert ikke umuligt indenfor den nærmeste fremtid at simulere selv de største økonomier. Man skulle med andre ord, givet, at man har en præcis model for økonomien, og man kan opstille de målsætninger, der er realistiske, simulere og køre en økonomi uden politisk indgriben. Planlægning kan med andre ord lade sig gøre i højere grad end nogensinde før, hvilket så igen rejser spørgsmålet om, hvor demokratisk planlægningen kan blive, når planerne skal forestås af et planteknokrati.

 

Nationalisering versus Socialisering   

Når vi taler om nationaliseret ejendom i stedet for socialiseret ejendom (samfundseje), er den polske skole det jugoslaviske kommunistforbund og dele af den tidligere jugoslaviske praxisgruppe aktuel. Wlodzimierz Brus og Oscar Lange tager som Dragsted netop sit udgangspunkt i ejendomsbegrebet og i den forbindelse om kontrollen med de samfundsejede produktionsmidler.  Dragsted er kritisk indstillet overfor den centralistiske stat, hvilket skyldes, tror jeg, at han som polakkerne og jugoslaverne godt ved, at den centraldirigerede økonomi ikke var socialistisk - i stedet beskrev man i disse grupper statsliggørelse som en Etatisme, hvor hierarkiseringen antog en ændret form uden at forsvinde. Den jugoslaviske økonom Branko Horvats tese var den, at den Etatistiske produktionsmåde ikke var væsensforskellige fra den kapitalistiske. Etatismen var er ”et negativt spejlbillede” af kapitalismen, som denne fremstilles af institutionalisterne med analysen af teknostrukturen. På samme var Etatismen et nyt klassesamfund, hvor de hierarkiserede store økonomiske foretagender erstattes af et eneste samfundshierarki. I toppen af dette hierarki finder man den nye herskende klasse bestående af bureaukrater, teknokrater og medlemmer af partieliten (Horvat, 1984, Bislev m.fl., 1982).    

Dragsteds fokus nogle steder i bogen går på de offentlige virksomheders og nationaliserede produktionsmidlers  problemer i form af ineffektivitet, bureaukrati og teknokrati, og det kan senere føre til de sædvanlige afvisninger af offentlige driftsformer, som Dragsted selv ikke vil skrive under på. Han skriver, at offentligt ejerskab kan fungere (side 212), og han siger på trods af afvisningen af statseje under socialismen, at han er tilhænger af en demokratisk planlægning og offentligt ejerskab. Det kan umiddelbart lyde selvmodsigende, selvom det faktisk ikke er det, og det er her den polske skole kommer ind. Wlodzimierz Brus siger, at man skal skelne mellem offentlig og samfundsmæssig ejendomsret (Brus, 1977) - At nationalisere er overhovedet ikke det samme som at socialisere (!). Ejendom i denne sammenhæng betyder, at samfundsmæssig ejendomsret (socialisering) til produktionsmidlerne på en og samme tid skal opfylde to kriterier 1) produktionsmidlerne skal anvendes i samfundets interesse og 2) Den effektive disponent over ejendomsobjektet (produktionsmidlerne) er samfundet. Oscar Langes tese var netop den, at den socialistiske ejendomsret til produktionsmidlerne indeholder begge dele: Produktionsmidlernes anvendelse i hele samfundets Interesse samt medarbejderes effektive demokratiske deltagelse i forvaltningen af produktionsmidlerne - Dragsted citerede her Eivind Larsen, der sagde ”folk skal selv”. Disse definitioner rummer i virkeligheden kerneproblemet i den Etatistiske produktionsmåde. Hvor den offentlige ejendomsret er den dominerende ejerform, fordrer begrebet samfundets interesser, samfundsejet pluralisme og et politisk demokrati - Demokratisme er hovedkriteriet for produktionsmidlernes socialisering (Lange, 1964). Der hvor kritikken af statsejendommen og partidiktaturet sætter ind er, hvor det politiske demokrati i videst mulige forstand er sat ud af spil af teknostrukturen og bureaukratiet.

 

Arbejdsværdier og demokrati

Den politiske demokratisering åbner op for, at alle stemmeberettigede borgere kan deltage i beslutningsprocesserne uanset arbejdsindsats og tilhørsforhold til det økonomiske liv. Den nordiske demokratiske økonomi, Dragsted taler om, er en demokratisering, der omfatter andre interessenter end arbejdende mennesker. Forbrugere, brugere, kunder - generelt betragtet - interessenter skal ifølge forfatteren alle deltage i demokratiet omkring de økonomiske beslutninger.

De Klassiske liberale og socialistiske økonomer baserede sig imidlertid på arbejdsværdilæren, hvor priserne er bestemt af en vares indhold af menneskeligt arbejde. Når Oscar Lange talte om selvforvaltning af de værdier producenternes arbejde har skabt, betød det, at lønarbejderklassen har retten til at disponere over det produkt der skabes. Arbejderselvforvaltning indebærer på den måde, at den direkte udbytning forsvinder, og at det menneskelige arbejde høster frugterne af det ydede arbejde fremfor, at merværdien tilfalder en herskende social klasse. Problemet mht. den fulde demokratisering af økonomien som beskrevet af Dragsted er, at vi i nogle tilfælde inddrager interessenter, der ikke har leveret en arbejdsindsats i den organisation, hvor man har en formel kontrol.

Modsætningen mellem arbejdsværdilæren og demokratismen går m.a.o. på, om dette skal lede til, at kun arbejdet kan kontrollere, lede og eje eller om flere interessentgrupper kan kontrollere og eje uden at arbejde? Det politiske demokrati og den folkelige deltagelse på forskellige niveauer fra græsrodsniveau til makroniveau sikrer alle borgeres indflydelse, også på rammebetingelser for virksomhederne. Spørgsmålet er, om dette kan erstatte det fulde erhvervsdemokrati for alle interessenter, som advokeret af Dragsted? En løsning på problemet kunne være flerstrenget interessevaretagelse i kooperativlignende virksomheder. Dette vil så indebære, at et forbrugerkooperativ f.eks. ikke er styret af forbrugerne alene. I stedet er virksomhedsrådet paritetisk sammensat af lige mange forbrugere og medarbejdere. I de legendariske Mondragonkooperativer har man dette princip i form af 2. grads kooperativer, og i det tidligere Jugoslavien havde man det associerede arbejdes interessefællesskaber - der findes med andre ord løsninger, der sikrer det menneskelige arbejdes medindflydelse og det socialistiske princip om, at menneskeligt arbejde skal hyre kapital fremfor det modsatte princip - Kapitalen hyrer arbejde -  i det kapitalistiske samfund.

 

Mod en Nordisk socialisme

Dragsteds afsluttende strategier for en demokratisk nordisk socialisme anviser nogle absolut brugelige startbaner for en udvikling, hvor praksis skal have forrangen. Ingen kan i dag sige, hvordan udviklingen fremover vil gå, men uden visionær ideologi kommer vi ingen vegne i praksis.

Som alle gode bøger efterlader Dragsted læseren med en masse tanker og ideer. Sådan skal det være. Der er behov for at tænke store tanker midt i de mange enkeltsagers tyranni, der præger den identitetspolitiske del af venstrefløjen i dag.

Den store debat, socialismekontroversen genoplives med Dragsteds bog. Plan-markedsdebatten, kritikken af den tidligere ”virkeliggjorte socialisme” i Østeuropa, der i virkeligheden ikke var socialisme men Etatisme, begrebet Samfundseje, den spirende demokratiske socialistiske økonomi indenfor rammerne af det kapitalistiske samfund og strategidiskussionen. Det er der alt sammen - det er nu, der skal tænkes spændende og nye tanker, det er nu der skal skabes viden på grundlag af videnskabelighed og studier, fremfor indholdsløse sætninger og letkøbte holdninger i telegramstil på facebook.     

 

Litteratur

Beslutningsforslag nr. B 102 fremsat af Jørn Jespersen m.fl. (Folketingsåret 1987-88): Forslag til folketingsbeslutning om forbedring af mulighederne for oprettelse af medarbejderejede og -styrede virksomheder.

Beslutningsforslag, B 99 (Folketingsåret 2020-21): Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af ekspertudvalg til fremme af erhvervsdemokratiske virksomheder. 

Claus Bislev, Carsten Hyldborg Jensen, Eigil Carner Nielsen, Gorm Winther(1982): Den arbejderstyrede økonomi, teori og jugoslaviske erfaringer, Aalborg Universitetsforlag.

Kirsten Bregn og Gorm Winther (ed), (1994): Demokratisering af arbejdslivet, Samfundsøkonomen 8.

Wlodzimierz Brus (1977): Socialisering og Politiske Systemer, på baggrund af den østeuropæiske socialismes erfaringer, Informations forlag.

Paul Cockshott (1990): Application of Artificial Intelligence Techniques to Economic Planning https://www.researchgate.net/profile/Paul Cockshott/publication/245441108_Application_of_Artificial_Intelligence_Techniques_to_Economic_Planning/links/58bee6d54585151c7030479c/Application-of-Artificial-Intelligence-Techniques-to-Economic-Planning.pdf

J. Eatwell, M. Milgate and P. Newman (Eds) (1987), The New Palgrave: A Dictionary of Economic Theory and Doctrine, Vol. I, Macmillan, London

Francis Fukuyama (1992): The End of History and the Last Man, New York: Free Press.

Pelle Dragsted (2021): Nordisk Socialisme - På vej mod en demokratisk økonomi, forlaget Gyldendal

John Kenneth Galbraith (1968): Det nye Industrisamfund, Gyldendal

John Kenneth Galbraith (1982): The Anatomy of Power, Houghton Mifflin Company, Boston.

Branko Horvat (1974): Varför har inta arbetarstyrda företag redan slagit ut kapitalistiska?, Ekonomisk Debatt 5/1974 (årgang 2). https://www.nationalekonomi.se/sites/default/files/legacy/2-5-brh.pdf

Branko Horvat, Mihailo Markovic and Rudi Supek (eds) (1975): Self-governing Socialism vol. 1 og 2, International Arts and Sciences Press, White Plains, New York.

Branko Horvat (1982): The Political Economy of Socialism, a Marxist Social Theory, Sharpe.

Gerry Hunnius (1975): Workers Self-management in Yugoslavia I Branko Horvat, Mihailo Markovic and Rudi Supek (ed): Self-governing Socialism vol. 2, International Arts and Sciences Press, White Plains, New York.

Thomas Højrup (1989): Lønkapital under Folkestyre, ØD-planernes strukturfejl & deres ophævelse, Rosinante Eucis.

IDE - International Research Group (1981): Industrial Democracy in Europe. London: Oxford University Press, Oxford University Press.

IDE - International Research Group (1992): Industrial Democracy in Europe Revisited. London: Oxford University Press, Oxford University Press.

Andreas Pinstrup Jørgensen (2020): Medejer, kunsten at overhale konkurrenterne gennem demokratisk ejerskab, Gyldendal.

Oscar Lange (1964): op cit Brus: Socialisering og Politiske systemer, Information, 1977. Entwicklungstendenzen der Moderne Wirtschaft und Gesellschaft, Wien-Køln-Stuttgart-Zürich, 1964

Oscar Lange (1974): Om Socialismens Økonomiske Teori, Blytman.

Lasse Lindkvist og Ann Westenholz (red) (1987): Medarbetarägda företag i Norden, Nordisk Ministerråd.

Richard Marens og Gorm Winther (1997): Participatory Democracy May Go a Long Way: Comparative Growth Performance of Employee Ownership Firms in New York and Washington States, Economic Democracy, an International Journal vol. 18 No 3 August 1997, Sage Publications London, Thousand Oaks, New Delhi.

MAREV gruppen (1984) (Poul Ingerslev, Niels Mygind, Hardy-Roed Thorsen, Helge Tetzshner og Ann Westenholz): Medarbejderejede virksomheder, det kan lade sig gøre, Christian Ejlers Forlag.

Ludvig von Mises (1936): Socialism, an economic and sociological analysis, Jonathan Cape, London, trans. J. Kahane.

Niels Mygind og Thomas Poulsen (2020): Medarbejderejede virksomheder: Fordele og ulemper, 3F.

Alec Nove (1983):  Economics of Feasible Socialism, Allen & Unwin.

Dominico Mario Nuti (1987): “Cycles in socialist economies”, in J. Eatwell, M. Milgate and P. Newman (Eds), The New Palgrave: A Dictionary of Economic Theory and Doctrine, Vol. I, Macmillan, London.

Robert Owen: ’A New View of Society and Other Writings’, Everyman’s Library Edition pp 245 – 298. Op.cit. Branko Horvat (1975): Introduction – A new Social System in the Making: Historical Origins and Developments of Self-governing Socialism’,  bind 1 i ’Self-governing Socialism: A Reader’ edited by Branko Horvat, Mihailo Markovic og Rudi Supek, International Arts and Science Press, Inc., White Plains, New York, 1975.

Gert Petersen (1966 og 2018): Veje til Socialismen I vor tid, Lindhart og Ringhof 1966 og 2018.

Lisbeth Bech Poulsen (Nielsen) og Peter Westermann (2018): Oprør for fremtiden, Manifest for frihed og fællesskab midt i en tech-tid, Gyldendal.

Thomas Poulsen og Niels Mygind (2020): Medarbejderejede virksomheder: Fordele og ulemper, 3F.

Radoslav Selucky (1975): Marxism and Self-management in Jaroslav Vanek (ed): Self-Management: Economic Liberation of Man, Middlesex.

SF (1988): Erhvervspolitisk program - demokrati og behovsstyring, udarbejdet af SF’s erhvervspolitiske udvalg. Vedtaget på SF’s landsmøde maj 1988. SP forlag, Århus.

Josef Stalin (1976): Om dialektisk og historisk materialisme, Historien om det kommunistiske parti i Sovjetunionen (bolsjevikker), 1938. Kapitlet i partihistorien blev offentliggjort i en pamflet fra Foreningen Venskab med Kina, Århus.

Arnold Tannenbaum (1968): Control in Organizations, MacGraw-Hill.

Sarah Wagenknecht (2021): De selvretfærdige, mit modsvar - for fællesfølelse og sammenhold, Forlaget Brilleuglen.

Jaroslav Vanek (ed) (1975): Self-Management: Economic Liberation of Man, Middlesex.

Thorstein Veblen (2001): The Engineers and the Price System, Først publiceret I 1921, Her Batoche Books, Kitschene.

Ann Westenholz og Lasse Lindkvist (red) (1987): Medarbetarägda företag i Norden, Nordisk Ministerråd.

Peter Westermann og Lisbeth Bech Poulsen (Nielsen) (2018): Oprør for fremtiden, Manifest for frihed og fællesskab midt i en tech-tid, Gyldendal.

Gorm Winther (1985): Arbejderflertallets muligheder, en arbejderstyret sektor i dansk økonomi, Nordisk Tidsskrift for Politisk økonomi, nr. 18.

Gorm Winther og Kirsten Bregn (ed) (1994): Demokratisering af arbejdslivet, Samfundsøkonomen 8.

Gorm Winther (1994): Den tredje vejs affinitet til markedsmekanismen?, Politica, 26. årg., nr. 2 1994

Gorm Winther (1995): Employee Ownership, a Comparative Analysis of Growth Performance, Aalborg University Press.

Gorm Winther og Richard Marens (1997): Participatory Democracy May Go a Long Way: Comparative Growth Performance of Employee Ownership Firms in New York and Washington States, Economic Democracy, an International Journal vol. 18 No 3 August 1997, Sage Publications London, Thousand Oaks, New Delhi.

Josip Zupanov (1975): Participation and Influence i Branko Horvat, Mihailo Markovic and Rudi Supek (ed): Self-governing Socialism vol. 2, International Arts and Sciences Press, White Plains, New York.