Erhvervsdemokratiske virksomheder

Finanslovsvedtagelsen og regeringens politik omkring fremme af erhvervsdemokratiske virksomheder er en skelsættende og historisk beslutning, der kan medvirke til styrke dansk økonomi gennem etableringen af en tredje sektor baseret medarbejdernes deltagelse i virksomhedernes beslutninger og finansiering. Da jeg fredag d. 11/3 dette år overværede en debat om et beslutningsforslag fremsat af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, måtte jeg uvægerligt knibe mig selv i armen. I dag er vi tæt på en bred enighed på tværs af partierne om det formålstjenlige i at opmuntre til dannelsen af flere af disse virksomheder.

De økonomiske fordele ved at styrke medarbejderdeltagelsen i virksomhedens drift og finansiering er der blandt langt de fleste erhvervsforskere en voksende erkendelse af. I forbindelse med mit samarbejde med min mangeårige mentor den nu afdøde Professor Jaroslav Vanek fra programmet for medarbejderdeltagelse og medarbejderstyrede systemer ved Cornell Universitet i New York, så jeg første gang hans teori. Ifølge Vanek er den medarbejderstyrede virksomheds komparative fordele forbundet med dels overskudsdeling dels den socialpsykologiske effekt. Sammenlignet med enten traditionelle privatdrevne selskaber eller statsdrevne selskaber har den demokratiske ledelsesform de fordele, at medarbejdere trives bedre i arbejdslivet, ligesom den relativ højere indkomst - løn plus en andel i overskuddet - spiller ind. Den enkelte medarbejders ydelse i det daglige er bestemt af antallet af effektive arbejdstimer, kvaliteten af det udførte arbejde samt produktiviteten. Ved sammenligninger ligger disse højere i demokratiske erhvervsvirksomheder end i traditionelle og statsdrevne virksomheder, hvor man må slås med fremmedgjorte holdninger til arbejdet, unddragelse, lav tillid, en lav produktivitet og en manglende lyst til at tænke innovativt. I den demokratiske erhvervsvirksomhed ophører modsætningerne. Ledelsen ser sin bedste interesse tjent af medarbejderne og omvendt ser medarbejderne sin bedste interesse tjent af ledelsen. Arbejdskonflikter er i mindre grad til stede i denne konsensussøgende organisation,

Og talrige forskningsresultater har i en sjælden grad dokumenteret dette. Lige siden de legendariske Hawthorne-eksperimenter på General Electric har det ene forskningsprojekt efter det andet med vidt forskellige metoder vist, at medarbejderdeltagelse i beslutninger, kooperative driftsformer og demokratiserede ledelsesformer har en positiv effekt. Blot det at medarbejdere, mens Hawthorne-eksperimentet stod på, blev observeret, og havde indflydelse på deres arbejdssituation samt det, at man viste medarbejderne opmærksomhed, var nok til, at man så en positiv produktivitetseffekt. Siden da har i hundredvis af studier demonstreret den positive effekt af en demokratisering af arbejdslivet. Analyse i 60’erne af erfaringer med arbejdspladsdemokrati viste, at både trivslen i arbejdslivet og den økonomiske effektivitet forøges bemærkelsesværdigt. I 70’erne, da vi så en ny bølge af dannelsen af medarbejderejede og kooperative virksomheder internationalt, var tendensen den samme mht. sammenlignede studier af demokratiske virksomheder og traditionelle virksomheder - konkurrencemæssigt set klarer den demokratiske virksomhed sig bedre, når det kommer til variabler som sygefravær, beskæftigelsen, finansielle data, vækst og produktivitet. Siden 80’ere har mange - rigtigt mange studier - af medarbejderaktieordninger i USA, Canada, Japan og EU vist den samme tendens. I USA antyder de fleste resultater, at det ikke er medejet som sådan, der sikrer succeserne. Det er i stedet kombinationen af medejet og medarbejderdeltagelsen i beslutningerne der sikrer, at de medarbejderejede virksomheder klarer sig relativt bedre end traditionelle virksomheder.

Siden 1956 har vi i Baskerlandet set en ubrudt organisatorisk vækst hos de legendariske kooperativer med domicil i byen Mondragon i Baskerlandet. Fra de oprindelige 5 stiftere i hovedsagen den katolske præst Jose Arizmendi alle inspireret af katolske socialdoktriner og til i dag, har vi set en eksplosiv vækst. The Mondragon Corporation har i dag over 80.000 medarbejdere tilknyttet som ejere og ansatte. Koncernen har filialer i over 60 lande og med aktiviteter bredt fordelt over alle brancher - herunder områder vi normalt forbinder med den offentlige sektor (Sundhed, uddannelse, eget universitet, boliger, børnehaver og sociale forhold). Sammenholdt med regionale og nationale data har koncernen til stadighed demonstreret, at man klarer sig bedre i Mondragons mange virksomheder.

At alle disse forskningsresultater med ganske få undtagelser peger i samme retning, antyder en sjælden grad af enstemmighed i erhvervsforskningen. Som Corey Rosen fra den amerikanske interesseorganisation National Center for Employee Ownership i sin tid skrev: ”Forskere er nu enige om, at "sagen er afsluttet", når det kommer til medarbejdereje og virksomhedernes resultater. Konklusioner, der er så konsistente, er meget usædvanlige. Vi kan med sikkerhed sige, at når medarbejdereje og deltagerstyring kombineres, resulterer det i betydelige gevinster. Ejerskab alene har dog i bedste fald kun spredte eller kortvarige resultater”. Direktøren for tænketanken ”Demokratisk Erhverv” Andreas Pinstrup Jørgensen præsenterer lignende tanker i sin nylige bog ”Medejer”, der udkom på Gyldendals forlag.

I en tid, hvor vi blandt økonomer diskuterer en arbejdsfri grundindkomst, får tanken om en spredning af ejendomsretten en anden betydning end det, vi diskuterer ud fra en forudsætning om, at det som følge af medarbejderdeltagelsen handler om at skabe konkurrencedygtige demokratiske gazellevirksomheder. Det var i 1978, at de tre midteroprørere Niels I. Meyer, Kresten Helveg Petersen og Villy Sørensen præsenterede os for borgerlønnen og den fællesejede virksomhed. Som med andelsbevægelsen var ideen om borgerlønnen og den fællesejede virksomhed igen med en lettere omskrivning af Hans Peter Holsts slogan efter krigsnederlaget i 1864 krigen et eksempel på tanken om, at tabte fremtidige arbejdsindkomster ”skal indad vindes”. Dette kan kun ske med andre kilder til indkomst. I robotiseringens og den kunstige intelligens tidsalder skal der igen tænkes nyt, og her er det langsigtede perspektiv uden tvivl spørgsmålet om den fremtidige indkomstdannelse. Danmark bør gå foran igen!

Den amerikanske futurist Kevin Kelly beskriver i sin bog ”The Inevitable” sit ’tecktopia’ – det fuldautomatiserede robotiserede fremtidssamfund. Mønstrene for læring og kognition, informationsstrømmene, kommunikation via skærme, adgang til nettet, deling på nettet, filtrering af informationer, remixing af informationer, interaktion, tracking og søgning på nettet er alle fremtrædelsesformer, der er gensidigt afhængige. Den nye teknologi vil revolutionere den måde, vi i fremtiden vil forbruge, arbejde, lære og kommunikere med hinanden på. Intelligente robotter er ikke bare en maskine, der kræver menneskelig overvågning. Robotter kan selv tænke og udvikle, og indenfor de næste 20-30 år vil kunstig kognition, billige sensorer, maskinel læring og distribueret intelligens kunne erstatte alle job lige fra manuelt arbejde til vidensarbejde. Denne udvikling pågår allerede lige for øjnene af os. Robotter vil ikke alene kunne erstatte samlebåndsarbejdere, de vil erstatte arbejdere i pakhuse, ligesom de kan hente kasser, sortere dem og lægge dem på lastbiler. Høst af frugt og grøntsager vil også kunne klares af robotter. Apoteker vil indføre robotautomatisering, der distribuerer medicin lige så godt som mennesker. Håndværk kan klares af robotter, rengøring af kontorer og skoler overtages af robotter, der kan rengøre gulve og toiletter. Transport på motorvejene kan styres af robotter. Og det, man ikke tror muligt, er, at robotter også kan trænge ind på funktionærernes områder. Ethvert job, der omfatter bunker af papirarbejde, kan overtages af robotter. Ligegyldigt om du er læge, oversætter, redaktør, advokat, arkitekt, journalist eller endda programmør, vil robotter kunne trænge sig ind på dit arbejdsområde.

Når vi ikke længere kan regne med, at den teknologiske udvikling skaber nye jobs, står vi med en robotstyret økonomi fremfor en medarbejderstyret økonomi, hvis ikke vi demokratiserer robotiseringen. Teknologisk arbejdsløshed som beskrevet af den klassiske økonom David Ricardo er for første gang i den økonomiske doktrinhistorie en mulighed. På samme tid må vi erkende, at en befolkning ikke kan leve af luft alene. Den mulighed der tegner sig, er en spredning af ejendomsretten, så værditilvæksten fra det fysiske kapitalapparat maskiner, robotter og den kunstige intelligens er under befolkningens kontrol som demokratisk medeje og det, vi i fremtiden alle skal leve af.