Medeje - Kunsten at overhale konkurrenter gennem demokratisk ejerskab

Gazelle-virksomheder gennem demokratisk Ejerskab.

Mon ikke der er mange, der med skepsis vil åbne Andreas Pinstrup Jørgensens nyligt offentliggjorte og velskrevne bog ”Medejer – kunsten at overhale konkurrenter gennem demokratisk ejerskab” (Gyldendal, 2020). Myterne præsenteret i bogens kapitel 2 om medarbejderejet og medarbejderstyret drift af erhvervsvirksomheder er mange. En hær af forskere, journalister og anmeldere har – uvist hvorfor – gennem årene båret ved til bålene, hvor en smuk tanke ofres. Og medarbejderstyret virksomhedsdrift er naturligvis ikke problemfrit, men holder myterne vand?

Gennem årene er vi blevet præsenteret for den ene fantastiske historie efter den anden. En række økonomer af tvivlsom observans fortæller os, at demokratiske ejer og ledelsesformer samt overskudsdeling lider under en række sygdomme. Det vrimler med ubekræftede eller direkte forkerte skrivebordsteorier om denne virksomhedsform – i økonomens tankespind af en modelverden er den virkelige verden et specielt tilfælde. Man kan i denne sammenhæng ikke undgå at få den tanke, at ærindet er ideologisk, som så meget andet er det i de nyliberale skæbnefortællinger. Myten om den traditionelle virksomheds herredømme på den perfekte markedsplads kendetegnet ved fri konkurrence er ualmindeligt sejlivet ikke mindst, fordi en hær af forskere, anmeldere og journalister betales vel af de store økonomiske foretagender for at holde illusionerne vedlige. Det er her den virkelige mytedannelses finder sted!!    

Det er ganske vist – Demokratiske virksomheder er ”den omvendte verden”. De tenderer mod underbeskæftigelse, når det går godt og overbeskæftigelse, når det går skidt. Eksisterende medejere er desuden kendetegnet ved en slem ”bassementalitet”, der sikrer, at nytilkomne diskrimineres og holdes udenfor. Medarbejderejede virksomheder har svært ved at tiltrække kvalificeret ledelse og ejerskab, fordi en mere ligelig indkomst æder favorable belønninger til ejere, ledelse og nøglepersonel op. På grund af fravær af personale i overvågende positioner vil der være en større grad af pjækkeri blandt de beskæftigede. Og sidst men ikke mindst er der dels problemer med lavindkomstgruppers risikoaversion dels også en for høj grad af risikokoncentration – medarbejderejere tvinges med andre ord til at ”samle alle æggene i en kurv”. Banker kan i øvrigt i denne sammenhænge være overdrevne forsigtige, når det kommer til at yde kreditter.

Kritikere står imidlertid tilbage med et graverende problem understreget af det righoldige materiale Andreas Pinstrup Jørgensen præsenterer i sin bog. I den sammenhæng er Pinstrup Jørgensens bog et forfriskende, nøgternt og sanddrueligt pust i debatten om kooperative og medarbejderejede virksomheders fordele sammenlignet med traditionelle virksomheder, der styres efter ”kæft, trit og retningsprincipper”.

I bogen er der både enkeltstående eksempler på demokratisk ejerskab såvel som stikprøver, hvor sandsynligheden for at resultaterne er opstået ved et tilfælde er meget lille. Det er sjældent, at vi i den erhvervsøkonomiske forskning opnår så enslydende forskningsresultater.

Eksemplerne i bogen gør skeptikernes dommedagsfortællinger til skamme. Centralt i kapitlerne 3 og 4 står konklusionen om, at praktisk international forskning, der kan anvendes, viser at medarbejderejede virksomheder er mere konkurrencedygtige end traditionelle virksomheder. Dette bekræfter en teori fremsat af min mangeårige kollega den tjekkisk-amerikanske Cornell-professor Jaroslav Vanek, der opstillede en model, der understreger at overskudsdeling og deltagerstyrede beslutninger skaber en intensiveret arbejdsindsats både kvantitativt (antal leverede arbejdstimer, produktivitet) og kvalitativt (et bedre udført arbejde).

Demokratiske virksomheder er mere produktive og profitable; de viser en større vækst i produktion og beskæftigelse. Hertil kommer (kapitel 5) at de i krisetider viser en større grad af stabilitet i beskæftigelsen, ligesom demokratiserede ejerformer lever længere end traditionelle.

Som alle gode bøger rejser denne bog også en række nye spørgsmål, som erhvervsforskningen burde dreje sig mod. Der er behov for mere og dybtgående forskning i danske sammenhænge – som en af bogens konklusioner i kapitel 8 foreslår, bør man fra politiske hold afsætte midler til et forskningscenter for demokratisk ejerskab.  Det er et paradoks, at medejerejede virksomheder i den internationale forskning har nogle iøjnefaldende ensidige fordele – demokratiet er en produktivkraft - mens skrivebordsteorierne og myterne siger noget andet. Lige så stort et paradoks er det imidlertid, at der alligevel er så få tilfælde af demokratisk drift som tilfældet er. Min kollega Professor Peter Abell Fra London School of Economics spurgte en gang på et seminar i Dubrovnik demokratiske ledelsesformer – måske lidt drillende – jamen, hvis disse virksomheder er så fortrinlige, som I fremhæver, hvorfor har de så ikke for længst udkonkurreret alle kendt traditionelle ejerformer i privat og statslig regi?

Det kan der være flere svar på spændende fra det relativt simple, at der ikke eksisterer nogen egentlig selskabskonstruktion, og at det skorter på viden på de finansielle markeder samt generelt blandt beslutningstagere i erhvervslivet? Den mere komplicerede sammenhæng præsenteret i svensk arbejdsgiverforening i 1974 af den jugoslaviske professor Branko Horvat har med de institutionelle rammer at gøre. Erhvervsstrukturen og institutionerne i de kendte globale markedssamfund er slet ikke gearede til denne selskabsform. En historisk analogi her kunne være overgangen fra det feudale bondesamfund baseret på stavnsbåndet. En traditionel virksomhed den gang ville kunne kun trives i mindre grad pga., krav om mobilitet af arbejdskraft, indgåelse af periodiserede kontrakter og virksom konkurrence. Hvis det er rammerne, der ikke passer, er det et rent under, at der overhovedet er og har været demokratisk erhvervsvirksomhed

Man kunne udvide dette spørgsmål til danske sammenhænge. Flere steder i bogen undrer Andreas Jørgensen sig over, hvorfor der er så få medarbejderejede og andelsejede virksomheder i Danmark? Her bør forskningen sættes ind. Centralt står den politiske vilje – som medforfatter til et beslutningsforslag i folketinget i 1986 så jeg, at der ikke var den store vilje til at ville begynde på de nødvendige reformer, der skulle understøtte dannelsen af medarbejderejede virksomheder. Andreas Pinstrup Jørgensens afsluttende kapitel 8 introducerer i den sammenhæng en kort manual til politikere og virksomhedsledere, der måtte ønske at promovere denne innovative selskabskonstruktion.

Andrea Pinstrup Jørgensen: ”Medejer – kunsten at overhale konkurrenter gennem demokratiske ejerskab”, Gyldendal, København 2020.