Stem socialdemokratisk d. 5 juni.

 

Valget nærmer sig. Jeg har igen besluttet mig for, at jeg som under kommunalvalget vil stemme på socialdemokratiet og liste A. Det er det mindst ringe vi har!

Den danske venstrefløj i dag er fortabt i socialliberalisme, pladderprogressivitet, en angivelig humanisme og fortabelse i enkeltsager – senest med SFs illusoriske tro på, at man kan reformere det borgerlige Danmark i en retning, hvor vi kan redde miljøet. De to hattedamer Pia Olesen Dyhr og Margrethe Auken gav den på cykeltaxi gennem København. Uha da da og hold da helt kæft hvor vi trampende gungrer derud a’ for miljøet. Den storsvedende cyklist symboliserer nok så begrædeligt udbyttersamfundet, denne verdens millioner der skal slide og slæbe for den grådige storkapital, der er den skyldige for klimakatastrofen. Men det var glemt, da fruerne kørte miljørigtigt igennem København med en pedaltrampende asende kuli på bagsmækken.  

Aksel Larsens herostratiske argument - Et skridt i den rigtige retning er bedre end snesevis af programmer – har beklageligvis fået en noget andet klag. Man burde vist i stedet sige, at ”gang på stedet er bedre end snesevis af programmer”. Vi var meget gode til at skrive de mange snese af programmer. Jeg var selv programskriver – ak ja skønne spildte kræfter! Når det kom til realpolitiske skridt, endte det hele som en gang ”Viel Geschrei und wenig Wolle”. Det hele kom til at handle om ministerdrømme hos SFs toppolitikere, glemt var den ”tredje vej” mellem den socialdemokratiske reformisme og den Sovjetiske betonstalinisme.

I de 60 år SF har eksisteret, er stort set intet af de mange programmer blevet gennemført. Rent bortset fra en lempelse af mælkemomsen i 1971 og en fredning af rovfuglene under det andet arbejderflertal er det ikke blevet til andet end en blåstempling af socialdemokratiets politik. Bedre var det ikke med SFs ”ministersocialisme”, der ikke førte til andet end, at SF blev Danmarks socialdemokrati nr. to.  Man fik kort og godt intet igennem, så hvorfor ikke holde sig til den rene vare?

Jamen så har vi det da Enhedslisten – er det ikke noget. De er da nogle brave karle og ”karleinder” der rigtigt kan buldre på tromme for den socialistiske politik, når vi har et såkaldt rødt flertal? Men også her knirker og knager det i det røde fællesskabs fuger og bånd. Under en af de forrige landsmøder denne enhedsliste havde, så man så sandelig et banner bag talerstolen, der plæderede for kærlighed – glemt var klassekampen, og alt tyder da også på, at enhedslisten i dag har fået berøringsangst, når det kommer til begrebet social revolution – hvor fredelig en sådan i øvrigt sagtens kan være. Revolution behøver ikke at involvere bål og brand i gaden, den kan sagtens gennemføres ved ikke voldelige metoder og folkeligt pres nedefra. Den sørgelige sandhed med enhedslisten som med SF er den enkle, at man aldrig - selv uanset hvor højredrejet socialdemokratiet var under Thorning og Corydon - vil turde vælte en socialdemokratisk regering. Og så kan vi sådan set lige så godt stemme på liste A. Enhedslisten har overtaget SFs rolle som den store kamelsluger.

Marxismen som en gang var venstrefløjens rettesnor, kompasset der skulle styre ”Her og NU” politikken er stendød. Schlüter vandt med sin erklæring om, at ideologi er noget bras. Og det på trods af, at man må have en ide om, hvad man vil og i hvilken retning man vil gå. Her kommer man ikke udenom det idepolitiske, men venstrefløjen svajer i stedet med vinden i takt med spindoktorers og politiske charlataners indmarch i de røde saloner.

Socialdemokratiet under Thorning og Corydon var bestemt ikke en succes. Man førte en reaktionær borgerlig politik, Corydon forærede DONG væk til den amerikanske multinationale kapital, og det skulle man nok senere vide at belønne ham for. Inspireret af Tony Blairs og det britiske Labours bedrøvelige deroute drev man Danmark tilbage i nyliberalismen og det socialliberale Radikale Venstres urbane ”city slickeres” favn.

Med Mette ved roret ser det imidlertid ud til, at vi er på vej tilbage til den socialdemokratiske klassiske reformisme. Man vil styrke velfærdsstaten, øge beskatningen af banker og transnationale selskaber, man vil styrke forskning og udvikling og hermed dansk økonomis innovationsevne, når det kommer til grønne innovationer. Og fremfor alt vil man en realistisk politik mht., såkaldte flygtninge (læs emigranter), så indvandringen begrænses til reelle flygtninge, mens indsatsen flyttes ud i nærområderne. Man vil en Marshall hjælp overfor udviklingsøkonomierne, der kan få folk til at blive, hvor de kommer fra. Man vil begrænse den sociale dumping, arbejdsgiverkredse drømmer om, når de sukker efter flere indvandrere, selvom der fortsat er en arbejdskraftreserve, der kan opkvalificeres og uddannes.

Derfor er der al mulig grund til at styrke socialdemokratiet på valgdagen!! Det er som sagt det mindst ringe vi har.