I had a DREAM!

 

 

 

Årsrapporten 2017 fra Det Miljøøkonomiske Råd arbejder bl.a. med grønne afgifter og miljøregulering. Skytset rettes især mod private husholdningers afgifter på el, der alene ud fra en økonomisk betragtning udsættes for kritik. Man forfalder dog ikke til det samme ordvalg som ”Energy Watch”, der på ”lederplads” skrev, at det ikke længere giver nogen mening, at ”brandbeskatte” private borgeres forbrug af el. Denne bastante melding ligner en heltegerning. For den uindviede kunne det næsten se ud som om, at man vil fortælle ”Maren nede i kæret”, at det ikke længere kan betale sig ”at spare på lyset”.

Rådet peger i et af sine hovedbudskaber på, at grønne afgifter er et effektivt reguleringsinstrument, hvis afgiftssatsen er fastsat ud fra miljøbelastningen eller miljømålsætninger, hvilket ubetinget er rigtigt. Ikke desto mindre skal man lede længe i rapporten efter en analyse af, om afgiftssatserne nu også opfylder målsætninger vedrørende nedbringelse af forureningsmængden. I stedet er der alene tale om sammenligninger af omkostninger forbundet med forskellige beskatningsformer, hvor man glemmer den mest vigtige – den progressive beskatning. At man i rapporten peger på, at en afgift angiveligt skulle være ”for høj” alene ved sammenligninger, er ikke ensbetydende med, at man har godtgjort, at en lavere afgift vil føre til et acceptabelt niveau m.h.t forureningsmængden forstået som emission af kuldioxid og forsurende gasser.

Det mest underlige er, at man midt i iveren for at få nedbragt “for høje” grønne afgifter alene ser på provenuet (indtægterne til statskassen) ved at pege på, at en i hovedsagen ikke eksisterende proportional statslig indkomstskat samfundsøkonomisk set tilvejebringer et provenu på en mindre omkostningsfuld måde end provenuet ved afgiften. Indkomstskatten er som bekendt ikke proportional (vi betaler alle det samme af hver krone, vi tjener) men progressiv (vi betaler mere af den sidste krone end af den første).

Det er en yndet vits blandt økonomer at gøre grin med beregningsmodeller, der efter 100 siders analyse konkluderer, at vi ”bruger mere brændsel i koldt vejr” eller konkluderer, at ”den virkelige verden er et specielt tilfælde”. Sidstnævnte synes faktisk at være tilfældet med det miljøøkonomiske råds årsrapport, for rapportens konklusion om elafgifters mangel hviler på en beregningsmodel – endda en tvivlsom en af slagsen.

DREAM On.

De såkaldte ”velfærdsøkonomiske forbedringer” i beregningsmodeller hviler på det ny-liberale (neo-klassiske) fatamorgana. Det miljøøkonomiske råds beregninger er baseret på de samme principper som i en beregningsmodel udarbejdet i overensstemmelse med den neo-klassiske økonomiske model, nationaløkonomiske institutter har hjernevasket økonomistuderende med i mere end 100 år. En nyere beregningsmodel kendt som DREAM modellen (Danish Rational Economic Agents Model) hviler på den ny-liberale forståelse af markedssamfundets fortræffeligheder. Denne model bygger på ”Homo Oeconomicus” (det rationelle økonomiske menneske), og en ureguleret krisefri markedsøkonomi, hvor der på alle markeder findes en ligevægt mellem udbud og efterspørgsel, hvis alle maksimerer og tager rationelle beslutninger, så ingen kan vinde eller tjene yderligere på det.

Forbrugeren er kongen i en generel ligevægt på alle markeder. Efterspørgslen bestemmes af, hvor mange salige lystintensiteter af velvære, der strømmer igennem dette robotiserede endimensionale menneskes nervebaner. Arbejdsløshed eksisterer ikke og kommer aldrig til det, fordi al lediggang er selvvalgt. Arbejder man ikke, skyldes det, at nytten ved at holde fri er større end nytten ved at erhverve sig en arbejdsindkomst. Fordelingspolitik kommer ikke på tale her. Principielt set er det underordnet om ganske få ”sidder på flæsket”, mens resten af befolkningen ”lever af luft” alene. En effektiv fordeling (allokering) af ressourcerne er nemlig mere vigtig. Derfor optræder elafgiftens ”forvridende effekt” mange gange i rapporten. Markedets ”usynlige hånd” skal ikke forstyrres. Modellen er med god grund udsat for kritik fra heterodokse økonomer – f.eks. økonomer fra Aalborg og Roskilde Universiteter, der ikke køber den ortodokse teoris urealistiske forudsætninger. Det kan næppe være den store overraskelse, at energiordfører Thomas Danielsen fra Danmarks Liberale parti Venstre klapper begejstret i hænderne. Fra det gammelliberale hovedkvarter forlyder det, ”at vismændenes anbefalinger om at sænke afgifterne passer som "fod i hose" med regeringens planer med energiafgifterne”. Underforstået – de skal fjernes (!). Til gengæld ser Danielsen meget gerne, at rådet blander sig udenom m.h.t. forslag, der plæderer for, at skattetrykket skal stige.

And so What!

Rapportens konklusioner vedrørende elafgifter hviler som sagt på cost-effectiveness betragtninger og beregninger omkring bruttoværditilvækst, realløn, privat forbrug og beskæftigelse; der er tale om sammenligner mellem en række alternativer, der ”sjovt nok” hviler på en form for beskatning, der ikke omfordeler fra højindkomstgrupper og lavindkomstgrupper. Enten er det statskassens indtægter fra elafgifter der regnes på, eller der er tale en beregning baseret på indkomstbeskatning, der erstatter provenuet fra en fjernet afgift. Beskatningen kan enten være proportional eller alternativt kan man bruge en engangsskat pålagt alle med samme beløb (En ”lump sum” skat). Byrden ved alle disse skatteformer er lettere at bære for højindkomstgrupperne end lavindkomstgrupperne. Der regnes således ikke på, hvor meget lavindkomstmodtageres reale købekraft forringes, og hermed heller ikke på, hvor meget den samlede forbrugsefterspørgsel og beskæftigelse påvirkes.

Ikke desto mindre er rapporten klar i mælet med hovedbudskabet, der siger, at der ”kan opnås samfundsøkonomiske gevinster ved en omlægning af flere af de eksisterende grønne afgifter. Formandskabet anbefaler at sænke afgiften på elektricitet. En sænkelse af afgiften på almindeligt elforbrug vurderes at medføre en samfundsøkonomisk gevinst på 1,8 mia. kr. pr. år.” Det fremgår af et dokumentationsnotat, at denne konklusion hviler på, at reduktionen i provenuet fra elafgiften finansieres via en stigning i en proportional skat på indkomst. Det danske indkomstskattesystem er som antydet progressivt, mens proportional skat omfatter kommuneskat, sundhedsbidrag og bundskat til staten.

Uanset hvilken beskatningsform, der analyseres, indeholder rapportens kapitel om grønne afgifter og miljøregulering ikke analyse af den centrale variabel, der hedder forureningsmængden.

Velkommen til virkeligheden

Når rapporten, som antydet i et af sine hovedbudskaber, skriver, at nogle grønne afgifter er højere, end de burde være i forhold til miljøbelastningen, er der tale om en konklusion, der ikke er empirisk dækning for. Selve metoden med sammenligninger af alternativscenarier introducerer måleproblemer m.h.t. forureningsmængder og en målsat forureningsreduktion, der skal opfyldes m.h.t. mængderne og reduktionsomkostningerne. Elforbrugets forureningskomponenter har med kraft-varmeværkers nedbringelse af udledningen af kuldioxid og forsurende gasser til atmosfæren at gøre. Om en afgift er for høj eller for lav, fordrer kendskab til disse størrelser. Det kan være vanskeligt at opgøre forureningsmængder og her især, hvor meget forskellige økonomiske beslutninger påvirker omfanget af eller bidrager til forureningsmængden. Men kan man måle forureningsmængden forbundet med elforbruget, kan man i det mindste ved en procedure med gentagne forsøg og fejl sætte afgiften op eller ned, indtil man har fundet den afgiftssats, der tilvejebringer det målsatte niveau for forureningen. Hvis man sætter en afgift for højt, bliver forureningsmængden nedbragt mere end det er nødvendigt, hvilket kan skabe produktionstab. Sættes afgiften for lavt, bliver der ikke renset nok ud i forureningen, og samfundet påføres miljøomkostninger. Den seneste rapport har ikke godtgjort, om nedsættelsen af elafgiften skyder forbi, når det kommer til de udledte mængder af kuldioxid (CO2) og svovldioxid (SO2) og nitrogenoxider (NOx). Og derfor kan rapporten heller ikke i sit hovedbudskab sige noget som helst om elafgiften er for høj eller for lav!      

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ny-liberalismens ”buzz words” er privatisering og liberalisering. Liberalisering indebærer at de såkaldte frie markedskræfter slippes løs. Deregulering af den kollektive trafik og brud med omkostningseffektive naturlige monopoler skal fremover åbne op for flere selskabers adgang til markeder for telekommunikation, energi, vand – den offentlige sektor skal gøres til en markedsplads under slagord som ”New Public Management”. Det handler om at bringe den teoretiske optimalitet baseret på fuldkommen konkurrence ind i det virkelige liv, selvom det ikke kan lade sig gøre. Forretningsmanden ser da også deregulering som noget andet end teoretikere hos CEPOS (også en del af magteliten). Det store foretagende skal kunne drives uden nogen form for offentlig indblanding overhovedet. Offentlige aktiver skal privatiseres enten ved direkte salg, licensaftaler eller udviklingskontrakter. At det har vist sig, at dette i virkeligheden blot har skabt endnu større kapitalkoncentrationer, monopolisme, fordyrelse, velfærdstab og fraværet af virksom konkurrence er ”en detalje”, man ofte ikke bekymrer sig synderligt om.