“Just, What Do Your Think You Are Doing DA?”

Ja, hvad er det lige man har gang i hos Dansk Arbejdsgiverforening (DA)? For er kunstig intelligens ikke noget, der hører science fiction genren til. Hvem husker ikke den allestedsnærværende supercomputer HAL 9000 på rumskibet ”Discovery One” i Stanley Kubricks episke kultfilm Rumrejse 2001, der handler om menneskehedens evolution og den teknologiske udvikling baseret på kunstig intelligens. Til sidst så astronauten Dave Bowman sig nødsaget til at lukke Hal ned, fordi den kunstige intelligens besad menneskelige evner i en sådan grad, at besætningen på rumskibet ikke mere kunne stole på Hal. Da Bowman kravler ind i Hals system for at afbryde den, mødes han med ordene: ”Just, what do you think you are doing Dave?”. Man fristes næsten til at sige det samme med en lille omskrivning af DAve til DA, når man i debatten om det fremtidige arbejdsmarked ser nogle citeret for at mene, at vi i fremtiden vil komme til at mangle arbejdskraft. Dansk Arbejdsgiverforenings Pernille Knudsen skrev i en kronik i Jyllandsposten d. 13/8 under overskriften ”Mere udenlandsk arbejdskraft, tak”, at der allerede i dag er en spirende mangel på arbejdskraft, og at det kan forventes, at denne tendens bliver værre de kommende år. Dette kan måske også ”alt andet lige” være rigtigt, problemet er blot det, at alt andet ikke er lige. Ingen kan naturligvis forudsige fremtiden med så stor præcision, at man med sikkerhed kan sige, hvordan verden vil komme til at se ud om blot fem år? Vi husker de navnkundige perspektivplaner, der var indlagt læsning universitetet i 70’erne – dem blev der grinet en del af, fordi de var fremskrevet på grundlag af situationen i de glade 60’ere, før den økonomiske krise i 70’erne satte ind. Med totalt ændrede forudsætninger i planernes beregninger faldt hele denne sindrige 20 årsplan til jorden med et brag.

End ikke planøkonomerne i Moskva kunne siddende ved kuglerammerne få en femårsplan til at gå op – det hele endte i rullende etårsplaner, der ikke passede sammen, fordi de hele tiden skulle laves om og passes til på grund af uventede begivenheder. Dagens politiske trend går også i retning af Egon Olsens berømte ord: ”Jeg har en plan”. Han kunne heller ikke forudsige, at han alligevel ville ende i Vridsløselille fængsel hver gang. For alle ansvarlige mennesker har selvfølgelig en plan, også selvom den aldrig kan opfyldes. Man fristes til at stille de mange, der mener, at vi kommer til at mangle arbejdskraft de kommende år et spørgsmål. Spørgsmålet går på de uventede lurende ting, man enten glemmer, eller ikke har adgang til. Eller sagt med andre ord handler det om det pludselige, man ikke kan forudsige eller vide. Dronning Elisabeth stillede en række distingverede professorer på London School of Economics et spørgsmål umiddelbart efter, at endnu en økonomisk krise opstod i 2008: ”Hvorfor Så I ikke, at dette ville komme”. Det var som om, at hun havde hvæsset Occams ragekniv, inden hun svingede den henover struben på de bedagede herrer. De blev noget røde bag ørerne, for ingen havde regnet med det simple svar, at økonomiske kriser er en del af markedssamfundets udviklingsmønster. Occams ragekniv går jo netop på, at det simple svar som regel er det korrekte svar. Men indimellem kan man altså alligevel ikke se skoven for bare træer.

Hal 9000 er på ingen måde mere forfatteren Arthur C. Clarkes geniale hjernespind indenfor science fiction genren. Den fuldautomatiserede produktion baseret på robotter, ikke bare i industrien, men indenfor alle sektorer af økonomien er en faktor, hvis konsekvenser er temmelig uforudsigelige. Dette er slet ikke med i de mange dystre fremskrivninger om mangel på arbejdskraft, en vigende konkurrenceevne og et fald i vækstraten – måske ligefrem en negativ vækst – når det kommer til BNP pr. indbygger. Den kunstige intelligens kan med rette stille samme spørgsmål som HAL 9000 til de mange nærmest søvngængeragtige udsagn i debatten om en angivelig mangel på arbejdskraft: ”Just, what do you think you are doing?” 

Der er behov for importeret arbejdskraft?

DA står bestemt ikke alene med påstanden om at det er nødvendigt at importere udenlandsk arbejdskraft. Traditionelle økonomer og arbejdsgiverside forudsiger samstemmende, at indvandringen er nødvendig for, at vi kan få væksten til at stige. Dansk Industris administrerende direktør, Karsten Dybvad skrev allerede i 2014, at ”Det danske samfund bør droppe modviljen og blive langt bedre til at tage imod mennesker fra Østeuropa og andre dele af verden, som kommer hertil for at arbejde. Vi skal byde dem velkommen til vores land, for vi får brug for dem. De er selve forudsætningen for, at vi kan blive ved med at være et rigt land”.

DA mener med Pernille Knudsens artikel det samme. Om fjorten år skulle der angiveligt være så få danskere mellem 15 og 64 år, at risikoen for mangel på arbejdskraft er til stede. Sikkerhedsnettet, der er spændt ud under dansk økonomi, vil forsvinde, fordi der også bliver mangel på arbejdskraft. Derfor skal udlændinges tilstedeværelse tales op. Det er der perspektiv i. Superlativerne tårner sig op hos DA, når Pernille Knudsen skriver: ”Den polske murer leverer en faglig arbejdskraft, vi så desperat mangler i Danmark både nu og i fremtiden. Den Indiske ingeniør kommer med ny viden fra udlandet i en tid, hvor danske virksomheder aldrig har været mere globaliseret. Og den pakistansk-danske efterkommer på universitetet bliver en del af rygraden af en højt kvalificeret og yderst talentfuld arbejdsstyrke, som vi i fremtiden kan være dybt stolte af.”

Den nyliberale tænketank CEPOS holder sig som bekendt aldrig tilbage og følger ivrigt trop. I følge Berlingske d. 24/9 2014 skal der besættes 250.000 flere fuldtidsjobs frem mod 2030 (var der nogle, der sagde plan her), hvis Danmark skal have den samme velstand som Sverige. Det har man skam fra OECD, der forudsiger, at Danmark vil ligge ni procent efter naboerne på den anden side af broen, når det kommer til BNP indbygger. Hvis kun 100.000 jobs kan besættes af dansk arbejdskraft bliver der m.a.o. behov for at importere 150.000 udlændinge siger CEPOS.

Og dog - hvad med robotiseringen?

Jeg står i det lokale butikscenter og fumler løs ved en af de selvbetjeningskasser, der snart vil gøre kassedamerne overflødige og på sigt helt vil erstatte dem. Uvilkårligt kommer jeg til at tænke på HAL 9000 igen – robotter og kunstig intelligens trænger frem overalt i alle mulige former, størrelser og konfigurationer. Vi forestiller os ofte, at de vil udvikle sig til humanoider, hvilket med andre ord ikke behøver at være tilfældet. Der kan måske ligefrem være tale om forskellige ”arter”. Vi kender allerede til maskinel genkendelse af ansigter, smil, musik og spamfiltre. I følge Thomas Bolander, Lektor ved DTU Informatik anvender computerspil i stigende grad jævnbyrdige kunstige opponenter i form af avatarer. Udenfor vinduet eller inde i stuen tøffer autonome robotter i form af græsslåmaskiner og støvsugere rundt. NASA har proklameret den første mission til Mars en gang i de kommende 30’ere, men allerede nu har vi set førerløse rovere hvirvle det røde støv op på planetens overflade. Søgemaskiner som Google gør selv denne artikel meget nemmere at skrive. Ekspertsystemer bruges allerede på apoteker og hospitaler i forbindelse med medicinsk diagnosticering. Stormesteren russiske Kasparov tabte til den skakspillende Deep Blue computer. Chatprogrammer, chatrobotter og maskinel oversættelse af sprog er i sin vorden – listen kan næsten gøres uendelig. Førerløs transport, autonome droner og robotter beskæftiget indenfor landbruget eller i fremstillingsvirksomheder er på vej.

Kunstig intelligens kan være den såkaldte stærke kunstige intelligens kendetegnet ved computerteknologi, der kan lede til et bevidsthedsniveau, der ligger på niveau med det menneskelige. Modsat har vi den såkaldte bløde kunstige intelligens, der er baseret på simulationer af menneskelige intellektuelle evner. Lige meget hvilken af de to ville det være grænseløst naivt at tro, at det ikke vil påvirke det fremtidige arbejdsmarked! Blandt toneangivende futurister som amerikanske Kevin Kelly er der ingen tvivl. I løbet af de næste 30 år vil kunstig kognition, billige sensorer, maskinel læring og distribueret intelligens kunne erstatte de fleste jobs lige fra manuelt arbejde til vidensarbejde. Erik Brynjolfsson, der er økonomiprofessor på Massachusett Institute of Technology’s (MIT) har sammen med Andrew McAfee plæderet for, at der er en træg vækst i beskæftigelsen på trods af de store teknologiske fremskridt indenfor computerteknologien de sidste ca. 15 – 2 år. Udviklingen tager sig ildevarslende ud for arbejdstagerne, når de to MIT professorer forudser dystre udsigter for mange typer af jobs. Og som Kelly påpeger de, at dette ikke kun gælder i selve produktionen, i kontorlandskaberne og detailleddet. Erhverv som jura, finansielle tjenesteydelser, uddannelse og medicin vil også kunne erstatte menneskeligt arbejde med kunstig intelligens. Det er en populær misforståelse, når man mener at vide, at den teknologisk bestemte frisætning af medarbejdere kun vil finde sted indenfor traditionel fremstillingsvirksomhed. Nobelprisvinderen i økonomi, Professor Paul Krugman påpeger, at forholdet mellem kapitalindkomst og arbejdsindkomst til stadighed viser en faldende lønandel den samlede værditilvækst (BNP) i den amerikanske økonomi. Stadig flere unge har indset, at en høj uddannelse ikke mere er garanten for en høj livsindkomst, hvorfor der en tendens til at fravælge de højere uddannelser. Overkvalificerede tager alle mulige jobs, og efterlader mindre kvalificerede i en eksistentialistisk limbo.

Den hastige teknologiske udvikling ødelægger jobs hurtigere, end der skabes nye jobs, og det bidrager til stagnation af de mellemste indkomster i USA og måske til syvende sidst udraderingen af den middelklasse, der hidtil har været et væsentligt aktiv for den amerikanske økonomi. Noget lignende sker i disse år i andre teknologisk avancerede lande. Et tegn på at vi allerede står i en situation med teknologisk arbejdsløshed ses, hvis vi sammenholder ”produktivitetsudviklingen” med udviklingen i beskæftigelsen. I september forrige år offentligjorde Wall Street Journal en artikel af Anna Louie Soussman baseret på tal fra ”Economic Policy Institute” – et chart bekræfter her klart Paul Krugman, fordi vi ser et stadigt forøget gab mellem nationalproduktet (netto) og timelønsniveauet fra 1973 til 2014. Før denne periode fra 1948 – 1973 fulgtes de to variabler ganske pænt ad.  

Jamen, hvorfor i alverden ser vi end ikke blot skyggen af den slags ræsonnementer og forudsætninger i de dommedagsscenarier, arbejdsgiverkredse og traditionelle økonomer udbasunerer omkring en kommende mangel på arbejdskraft. Det er her det økonomiske fags senilitetskrise demonstreres på sørgelig vis. Det er her vi ser, at de bevidstløse fremskrivninger kommer til kort. For om noget er der i dette tilfælde en lurende ukendt arbejdskraftbesparende teknologi, der er glemt i beregningerne. Alt andet er som bekendt ikke lige (der var den igen).

Hvad kan der ligge bag de mange argumenter?

Den allestedsnærværende store søvngænger, cheføkonomen hos CEPOS Mads Lundby Hansen er helt i tråd med DA og DI, når det kommer til udbudspolitisk ønsketænkning. At der mestendels er tale om fremstilling af ideologi herfra, overses sikkert. Men det er udbudspolitikken, der angiveligt skulle stimulere det dalede udbud af varer og tjenester. Derfor skal der være balance i de offentlige budgetter, og derfor skal de ledige tilskyndes ved det, man fra militærpsykologisk institut kalder negative igangsættere. Alternativt ved de positive igangsættere, som man i dansk hundekennel-forening kalder at stryge ’vovsen’ med hårene. I denne tankeverden er alle negative igangsætteres moder naturligvis frygten for arbejdsløshed på grund af udefrakommende arbejdskraft, der som set i forbindelse med det Københavnske metrobyggeri arbejder langt under det danske lønniveau. Men hertil kommer naturligvis, at hvis der er en tilpas stor arbejdskraftreserve, der både kan og vil arbejde til det gældende danske lønniveau aftalt mellem arbejdsmarkedets parter, kan der ligefrem opstå et gab mellem det udbudte arbejde og det efterspurgte – i økonomisk jargon er der tale om et overskud af udbudt arbejde, fordi en ”bisværmeeffekt” sætter ind. Arbejdskraft fra fattigere lande tiltrækkes af det højere landniveau og en højere levestandard i Danmark som en bisværm, der får færten af en kæmpestor honningskrukke. Hvis der er flere, der vil arbejde i Danmark, end der er behov for, kan vi trække det efterspurgte antal arbejdstimer fra de udbudte, og så får vi et overskud af udbudte timer – et arbejdsløshedsgab.

Hvad er det egentligt man ønsker sig – er det det, man siger, man ønsker sig, eller er der en anden og skjult dagsorden. For vi ved jo alle godt, at dansk økonomi ikke kan løse alverdens fattigdomsproblemer? Er argumenterne virkeligt funderet i ønsket om at undgå flaskehalse på arbejdsmarkedet og mangel på arbejdskraft, fordi man angiveligt bekymrer sig om at bevare en høj økonomisk vækst. Eller er det et ønske om at vende tilbage til den rå- og ubarmhjertige Manchesterkapitalismes gammelliberalistiske arbejdsmarked? Skyder arbejdsgiverkredse herhjemme og i udlandet ikke sig selv i foden ved at trykke lønnen nedad – med et fald i lønnen i hele Nordeuropa, følger der også et fald i den samlede efterspørgsel, som virksomhederne skal tjene penge på? 

Det var klassiske økonomer, der mente at løndannelsen er fleksibel i både op- og nedadgående retning. Udbydes der mere arbejde end der er behov for (et overskudsudbud af arbejde eller et arbejdsløshedsgab) skyldes det, at det samlede lønniveau i en økonomi er for højt, og kan man ikke få et job på det høje lønniveau, er man villig til at arbejde til en lavere løn. At håbe på, at den klassiske økonomis opfattelser skulle kunne slå igennem i den robotiserede økonomi er selvfølgeligt i både DA’s og DIs interesse, fordi lønreduktioner kan genoprette de vigende profitrater, vi ser de seneste år. Men dette er en håbløs forældet tankegang. I den robotiserede verden mister begrebet lønomkostninger i den klassiske udlægning sin betydning. Hvis en robot kan erstatte menneskelig arbejdskraft overalt, behøver man hverken at importere billig arbejdskraft eller ’outsource’ produktionen til Langtbortistan. Robotten fungerer lige så effektivt i Bolleløse Nedre, hvor man oven i købet sparer de logistiske omkostninger.

Hvis man i stedet inddrager den teknologisk betingede frisætning af arbejdskraft i sine beregningsmodeller, vil man sikkert få et helt andet resultat. Ja man vil måske ligefrem nå frem til, at der ikke bliver mangel på arbejdskraft: Eller endnu værre ender det med et ”worst case scenario”, hvor vi om 30 år står med et kæmpe overskudsudbud, hvor CEPOS 150.000 kommende og uforventede importerede arbejdsløse ’skæpper godt til’ i den samlede beregning. I stedet for at skabe værditilvækst til dansk økonomi, vil arbejdsløsheden belaste de offentlige kasser og vort uddannelses- og sundhedssystem endnu mere. Destabilisering i form social uro og på lang sigt den endelige udradering af den sociale kapital, vi er så berømte for, kan meget vel blive resultatet? Med mindre selvfølgeligt at vi finder en løsning, hvor den menneskelige selvrespekt forbundet med at skabe noget kan bevares. Og det rejser spørgsmålet om alternative indkomstkilder for alle, nu man ikke kan leve af at sælge sine hænder eller sit intellekt mere? 

 

Appendiks:

 

Nedenstående figur viser udviklingen for en indikator på produktiviteten i dansk økonomi for perioden 1967 til 2015 (BNP pr. beskæftiget) og væksten i beskæftigelsen. Beskæftigelsen følger slet ikke med produktiviteten (Mine beregninger anvender data fra Danmarks Statistik, statistikbanken). Figuren viser det samme som lignende figurer fra de toneangivende OECD økonomier – selv den kinesiske økonomi viser denne tendens. Det kan ikke udelukkes, at figuren er en indikator for teknologisk arbejdsløshed. Produktivitetsmålinger, hvor omdiskuterede de end er, opgør forholdet mellem output (varer og tjenesteydelser) og input i form af produktionsfaktorerne arbejde og fysisk kapital forstået som maskiner, bygninger, teknologi og de innovationer, der følger med robotiseringen. Hvis produktiviteten øges som figuren viser, og beskæftigelsen er næsten stagnerede, er arbejde blevet erstattet med kapital – der anvendes en arbejdskraftbesparende teknologi. Hvis denne udvikling m.h.t. beskæftigelsen fortsætter, eller hvis den robotiserede økonomi og den kunstige intelligens i stigende grad erstatter menneskeligt arbejde, så beskæftigelsestallene viser en negativ tendens, er den megen snak om arbejdskraftmangel totalt meningsløs.

Teknologiske fremskridt m.h.t. sensorer, software, chips og andre komponenter i robotter samt de følge- og forbedringsinnovationer, der følger med, vil uden tvivl revolutionere fremstillingsvirksomhed, distribution, transport, en gros, og detailandel samt den finansielle sektor – ja i det hele taget alle sektorer af økonomien.

Kunstig intelligens, maskinel læring, crowdsourcing, og udnyttelse af store datamængder vil i den nærmeste fremtid omkalfatre industrier, der beskæftiger sig med virtuelle produkter i form af viden, information, medier, beslutninger og kommunikation. Figuren kan i så fald måske uddybe ’gabet’ endnu mere. Dette sættes yderligere i relief af, at perioden siden 1966/67 har været kendetegnet ved, at man til tider har kunnet opretholde beskæftigelsen med en kompenserende efterspørgsel, der har skabt nye jobmuligheder. Det ses som en endog meget moderat vækst i beskæftigelsen i figuren. Det revolutionerende består imidlertid i, at vi indenfor de næste 30 år måske vil se, at den kunstige intelligens kan erstatte alt menneskeligt arbejde. I så fald kan vi meget vel bevæge os ned i kvadranten under tidsaksen med negativ vækst.

(Se figur nedenfor)

 

 

 Hvis man i stedet inddrager den teknologisk betingede frisætning af arbejdskraft i sine beregningsmodeller, vil man sikkert få et helt andet resultat. Ja man vil måske ligefrem nå frem til, at der ikke bliver mangel på arbejdskraft: Eller endnu værre ender det med et ”worst case scenario”, hvor vi om 30 år står med et kæmpe overskudsudbud, hvor CEPOS kommende 150.000 arbejdsløse ’skæpper godt til’ i den samlede beregning. I stedet for at skabe værditilvækst til dansk økonomi vil arbejdsløsheden belaste de offentlige kasser og vort uddannelses- og sundhedssystem endnu mere. Destabilisering i form social uro og på lang sigt den endelige udradering af den sociale kapital, vi er så berømte for, kan meget vel blive resultatet? Med mindre selvfølgeligt vi finder en løsning, hvor den menneskelige selvrespekt forbundet med at arbejde og skabe noget kan bevares. Og det rejser spørgsmålet om alternative indkomstkilder for alle, nu man ikke kan leve af at sælge sine hænder eller sit intellekt mere? 

udlægning sin betydning. Hvis en robot kan erstatte menneskelig arbejdskraft overalt, behøver man hverken at importere billig arbejdskraft eller ’outsource’ produktionen til Langtbortistan, når robotten fungerer lige så effektivt i Bolleløse Nedre, hvor man oven i købet sparer de logistiske omkostninger.

Hvis man i stedet inddrager den teknologisk betingede frisætning af arbejdskraft i sine beregningsmodeller, vil man sikkert få et helt andet resultat. Ja man vil måske ligefrem nå frem til, at der ikke bliver mangel på arbejdskraft: Eller endnu værre ender det med et ”worst case scenario”, hvor vi om 30 år står med et kæmpe overskudsudbud, hvor CEPOS 150.000 kommende og uforventede importerede arbejdsløse ’skæpper godt til’ i den samlede beregning. I stedet for at skabe værditilvækst til dansk økonomi, vil arbejdsløsheden belaste de offentlige kasser og vort uddannelses- og sundhedssystem endnu mere. Destabilisering i form social uro og på lang sigt den endelige udradering af den sociale kapital, vi er så berømte for, kan meget vel blive resultatet? Med mindre selvfølgeligt at vi finder en løsning, hvor den menneskelige selvrespekt forbundet med at skabe noget kan bevares. Og det rejser spørgsmålet om alternative indkomstkilder for alle, nu man ikke kan leve af at sælge sine hænder eller sit intellekt mere?