Man har da ikke tjenestefolk nu om dage?

I de gode gamle dage hvor skarnsfolk og andre undermennesker, havde at kende sin plads, havde man love for tjenestefolk, der fratog dem enhver ret. Den såkaldte ’tyendelov’ og senere loven om medhjælpere indebar, at undertrykkelsen strakte sig langt. Tjenestepiger  skulle stå til rådighed for familiens behov tidligt og sent. En tjenestepige var juridisk set en del af husstanden, hvilket gav arbejdsgiveren fuld hånd og halsret over husslaven. At den slags førte til et groft misbrug er klart, og noget sådant sker heldigvis ikke mere, hvor ansatte har faglige rettigheder og ordnede arbejdsforhold.

Og dog, er dette nu også helt rigtigt – man kan i dag fortsat med den såkaldte servicelovs §96 indrettet på personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne finde et muligt hul i forhold til love og overenskomster. Dette gør en fortsat grov udnyttelse af ufaglært personale mulig, hvis det kommunale tilsyn med handikappede arbejdsgivere svigter. Serviceloven er sådan indrettet, at det er den handikappede, der tildeles retten til at lede og fordele arbejdet, mens kommunen som ’sleeping partner’ står bagved som lønudbetaler på grundlag af ’arbejdsgiverens’ indberetninger. At loven sigter mod pleje, overvågning og ledsagelse af meget syge personer, kan man ingen indvendinger have imod. Man kan heller ikke have nogle indvendinger mod, at den handikappede har et arbejdsgiveransvar, hvis dette forvaltes forsvarligt. Men man skal huske, at jobfunktionen som handikapmedhjælper ikke er omfattet af en overenskomst! Loven er på samme tid diffus m.h.t. at specificere omfanget af de opgaver det er, medhjælpere skal løse. Hertil kommer spørgsmålet om handikappedes medicinforbrug, der kan skabe psykiske problemer, hvis der da ikke i forvejen er tale om en psykisk handikappet? I disse tilfælde er det et spørgsmål om den handikappede overhovedet kan påtage sig et arbejdsgiveransvar på en forsvarlig måde?  

Derfor kan manglende kontrol og tilsyn med handikappede arbejdsgivere, der udnytter loven til personlig vinding netop føre til, at man kommer til at tænke på de glade dage under salig Estrup med undertrykkelse, tyendelov og skudsmålsbøger. I dag findes der eksempler på handikapmedhjælpere, der kan fortælle om psykiske problemer på grund af arbejdsforholdene. De kan også fortælle om meget lange arbejdsdage på en ti til elleve timer og om opgaver, der har med alt muligt andet end pleje, overvågning og ledsagelse at gøre. Daglig rengøring i timevis, pudsning af vinduer med sundhedsskadelige rengøringsmidler, pudsning af sølvtøj, pasning af høns, pasning af husdyr, kogning af mad til husdyr, madlavning til den handikappedes venner på besøg, rengøringsopgaver for manden i huset, rengøringsopgaver for en doven teenager før eller efter denne har haft pigebesøg, tøjvask og strygning for hele familien, madlavning, blomstervanding, bilvask og rengøring af bil, havearbejde - eksemplerne er legio. Og skal den handikappede en tur indtil byen eller flere hundrede km. væk på egen hånd, er der mindre behov for ledsagelse end at sætte medhjælperen til husligt arbejde. Og dette alt sammen til den fyrstelige løn af 106 kr. i timen.

Reelt er der i sådanne tilfælde tale om, at man ganske som i de gode gamle dage har ansat en medhjælper som tjenestepige for en familie, og det oven i købet med kommunale skattekroner i ryggen. Jeg er klar over, at det ikke er sådan i alle tilfælde, men når loven er diffus, når kommunens kontrol svigter og der er tale om at fordreje meningen med denne lov, kan det gå galt.