Magtlider på tinge.

At overvære debatten om et beslutningsforslag om en ændret kommunal valglov i bureaukratiets og ekspertvældets blindtarm folketinget var en kostelig affære for den sagesløse seer. SF’s Pernille Vigsø Bagge skød sig godt grundigt i egen fod, medens RV’s Marlene Borst Hansen kom i karambolage med grundlovens kapitel 5, § 56, da hun ’ærligt’ gjorde rede for, hvorfor hun ikke tør gå imod regeringen. For det gør man bare ikke (!). Vi har senest måtte se den politiske børnehave gebærde sig, og mæske sig omkring luksusbugenes bengnaver-bord med partiskift, gensidigt rygmassering og forræderi mod vælgerne, hvilket jf. § 56 om den gælder i kommunalt regi egentligt er tilladt. Dette, fordi politikerne alene er bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere. Det skal ikke være glemt, at det ikke er så lang tid siden, at Vigsø Bagge stak i et hyl, da hun som udøver af sjælelig klerikal massage ikke opnåede at blive kirkeminister! Så skulle hun nok have et andet ben at gnave på, for staklen skal jo leve. At magt er et mål i sig selv, og ikke et middel til at gennemføre en politik er gledet ind i den realpolitiske person-fnidrende danske virkelighed! Og det med det SF, der engang skrev under på, at demokrati er en produktivkraft (!). Stillerne af beslutningsforslaget DF, LA og enhedslisten gjorde opmærksom på, at en ændret valglov for kommunerne ikke handlede om matematisk mandatberegning – en teknik man kunne have mistanke om ikke alle debattører i det høje ting havde sat sig ind i?

Det handler om demokratiet. I al sin enkelthed handler det om, man skal bruge den D’Hondtske metode, der har en tendens til at favorisere de større partier eller den største brøks metode, der har en tendens til det modsatte, nemlig at give de små lister en chance for at være med, blive hørt og blive inddraget – med andre ord netop en udvidelse af demokratiet og mindretalsbeskyttelsen. SF og RV har hidtil været enig med forslagsstillerne om at indføre den største brøks metode ved kommunale og regionale valg, men med Jens Otto Kragh in mente, har man åbenbart et standpunkt til, man tager sig et nyt. I 2006 blev et beslutningsforslag om at gå fra D'Hondt’s metode til den største brøks metode forkastet. Dengang støttede både SF og de Radikale op. Men siddende i regering kan man ikke sådan gå imod den regering, man indgår i. Det er ikke vælgerne, der binder sine repræsentanter op på et eller andet mellem valgene, det er de politiske partier, der med indpiskere banker genstridige personer på plads, og sikrer at man ikke viger fra partilinjen. For selvfølgeligt kan de små partier i regeringen, der har en interesse i forslaget gå imod storebror i regeringen, og sikre sig flere mandater og sikre mindretal en repræsentation. Spærreregler er og forbliver udemokratiske! Men SF stillede sig igen uformående m.h.t. at få egne mærkesager gennemført!

Men der er en anden alternativ dimension, der ikke blev nævnt under debatten? Hvad skal vi med de politiske partier til lokalvalg og den grådighed politikere uden blusel stiller til skue? Hvad skal vi med lokalt ekspertvælde fremfor folkelig selvforvaltning, hvor kommunalråd og regionalråd vælges direkte på arbejdspladser, blandt brugere og forbrugere, i bydele og i det frivillige foreningsliv? Delegater valgt på den måde i et ’nul-partisystem’ uden pamperi har naturligvis modsat § 56 et bundet mandat overfor sin valggruppe, de kan til enhver tid trækkes tilbage og udskiftes fra sag til sag. Der kan spares betydeligt på bengnaveri, ekspert- og bureaukratlønninger, hvis de tillidsvalgte alene kompenseres for udgifter for møder i arbejdstiden med løn udredt af det offentlige!