Fremgang for halv blå blok – venstrefløjens elendighed?

Danske vælgere har fået to socialdemokratiske partier at stemme på. På trods af forkromede vendinger om demokratisk socialisme i S og SFs programmer optræder de to ikke mere som socialistiske, når det kommer til at føre realpolitik. I SFs var der i mange år en forskel til socialdemokratisk reformisme, fordi denne ikke indeholdt et begyndende brud med kapitalismen. Modsat et SF, der endnu i 2003 i sit princip og handlingsprogram kunne sige, at man ville en forandringsproces båret af gennemgribende reformer, hvis langsigtede konsekvens vil være en afskaffelse af økonomisk magt. Markedet skulle gradvist underlægges demokratisk samfundsmæssig styring, det parlamentariske demokrati skulle styrkes og udvides til at omfatte overordnede mål for samfundsøkonomiens udvikling. På samme tid skulle spillerummet for demokratiet styrkes gennem medarbejderstyrede virksomheder, og magtstrukturer og magtkoncentrationer skulle nedbrydes og demokratiseres med afskaffelse af privilegier. Ikke en af disse forkromede vendinger er omsat til realpolitik i ’fair løsning’. SF har på social-akrobatisk vis accepteret socialdemokratiets politik, hvilket bl.a. indebærer klassesamarbejde gennem trepartforhandlinger og en accept af EU's nyliberale orientering udtrykt gennem de såkaldte konvergensindikatorer. Der snuppes i SF kameler som aldrig før.  

 

Revolutionær eller systembevarende reformisme?

Den professionelle kamelsnupper Villy Søvndal rejser rundt i landet sammen med Helle Thorning for at sælge ’fair løsning’. Alt imens medarbejderejede virksomheder skyder op af sig selv i det danske erhvervsliv uden nogen form for særlig støtte gennem lovgivning og finansieringsordninger fører SF ’strudsepolitik’. Der findes i ’fair løsning’ intet om en demokratisering af ejendomsretten. De flotte ord om en demokratisk regulering af samfundsøkonomien og en nedbrydning af magtmonopoler faldt af i svinget til højre. 

I stedet siges det, at de alvorlige udsigter for dansk økonomi kræver, at en ny regering indkalder til trepartsforhandlinger på baggrund af et regeringsoplæg, hvor målsætningen er en trepartsaftale med overenskomstbærende organisationer. Den slags skulle give det største bidrag til økonomiens genopretning. Denne gammelkendte medicin, som politologer kalder korporatisme, har intet at gøre med den demokratisering SF tidligere fablede løs om. Det er en elitær løsning, hvor en regering sidder til bords med toppen af det faglige oligarki domineret af SD og sammen med arbejdsgiverorganisationer, der arbejder på at cementere kapitalens magt. Der er ikke meget nedbrydning af magtstrukturer i denne model, som lønarbejderklassen hyppigt har strejket imod, fordi lønarbejderklassen taber på et klassesamarbejde under krisen. Hvad mon SFs faglige folk siger til det? 

 

SF underordner sig EU's ’Woodoo økonomi’.?

Som et led i ØMU’ens tredje fase blev det en betingelse, at de lande, der tilsluttede sig euroen, bl.a. skulle opfylde nogle målsætninger m.h.t. en lav inflation, et offentligt underskud der ikke måtte overstige 3% af BNP og en offentlig gæld der ikke måtte overstige 60%. Endvidere skal valutakursen være stabil. I ’fair løsning’ hedder sig, at man vil holde sig på EU’s konvergenskrav om det offentlige underskuds BNP andel. Ligeledes hedder det sig, at man vil følge EU’s henstilling om at reducere det strukturelle underskud med 1,5 procent af BNP fra 2010 til 2013. Dette på trods af, at dansk økonomi i 2009 var et af de europæiske lande, der havde den laveste BNP andel, både hvad budgetunderskuddet og gælden angår. Mange af medlemslandene havde en offentlig gæld, der lå langt over de 60% - nogle af landene lå oppe nær på 120%.

Indikatoren på de 3% er etableret på et tilfældigt grundlag i EU regi. Den økonomiske politik, der ligger bag er forkert, fordi det handler om at komme så tæt på det balancerede offentlige budget som muligt. Målsætninger om at rulle staten tilbage og satse på fri markedsøkonomi er sammen med målsætningen om prisstabilitet samt underskuds- og gældsmålsætningen nyliberalt og monetaristisk tankegods. EU's klyngen sig til ’Woodoo økonomi’ er en katastrofe for den globale økonomi, og vil kun kunne tjene til at uddybe den økonomiske krise. Der er brug for finanspolitiske lempelser, en omfattende regulering af markedskræfterne, samfundsøkonomisk planlægning, nationaliseringer og et øget samspil mellem den offentlige og den private sektor frem for ’en tyrkertro’ på den private sektor, der skabte krisen. Noget ganske andet end det ’CEPOS septiktanken’ angriber den danske offentlighed med, når der afskydes papirkugler fra kanonerne på det gode skib ’HMS Herlige Enfold’.

Det altomfattende spørgsmål går på, om Danmark er forpligtet af EUs økonomiske politik? Nationalbanken har tidligere antydet, at selvom Danmark ikke deltager i den tredje fase, er vi fortsat forpligtet til at opfylde konvergenskravene. Det samme siger VKO og S-SF. Men politikerne glemmer, at dette hviler på et frivillighedsprincip, fordi vækst og stabilitetspagten siger, at EU m.h.t. budgetdisciplin ikke kan udløse sanktioner overfor lande udenfor euro-zonen, der ignorerer dette krav. Når 3 % grænsen er tilfældigt sat, og en række lande ligger langt over kriterierne for budgetdisciplin, antydes det, at det står skralt til med et S-SF opgør med ’Woodoo økonomien’. Viljen til at få genoprettet de voldsomme forringelser af levevilkår, jobskabelse, uddannelse og sundhed, som de borgerlige har gjort sig skyld i, er begrænset af EU. I ’fair løsning siges det, at der fortsat skal føres en stram finanspolitik, og at de forbedringer, der indføres skal ligge indenfor angivne rammer – læs konvergenskriteriet om budgetdisciplin. Det sætter også et stort spørgsmålstegn ved de nuværende VKO zombier, når disse væsner fremstiller det som om, vi netop er forpligtede her, selvom dette ikke er tilfældet. Især hos DF, der skulle være et EU modstanderparti (!).

 

Venstrefløjen og halv blå blok?

Oppositionen er alt andet end ’rød’. Den er halvt blå og minimalistisk rød bestående af et social-liberalt parti, to socialdemokratiske partier S-SF, samt Enhedslisten og måske SFs venstrefløj. Kun Enhedslisten og SFs venstrefløj må formodes at udgøre de kræfter, der vil systemoverskridende reformer som oprindeligt udtrykt i SFs principprogrammer fra 2003 og tilbage til 80’erne. Spin doktorer uden synderlig megen begreb om ideologi og langsigtede programmer har formået at klæbe den forkerte etikette ’rød blok’ på oppositionen, der i virkeligheden er en broget flok. Fra samme spin doktorer og kommentatorer gøres der ikke et stort væsen ud af, at der nu flyttes stemmer fra SF over til Enhedslisten – dette ændrer ikke på, at man vil pege på Thorning som statsminister, siger man. Det alt omfattende spørgsmål for den socialistiske venstrefløj er imidlertid om den vil sluge kameler i samme tempo som Søvndal og Sohn? SFs tidligere formand Gert Petersen udtrykker i sine erindringer tvivl om, hvad der realistisk kunne gennemføres af systemoverskridende politik sammen med de radikale? Dette problem består endnu i dag ved siden af problemet med at trække S-SF til venstre, hvilket sikkert vil skabe knibske miner hos de radikale ’slingrefise’.

Hvilke krav vil Enhedslisten egentligt stille i forhold til ’fair løsning’, hvilke kompromisser, kan der indgås, og har man mod på at bruge det samme ultimative våben i forhandlingerne i et nyt halvblåt-rødt kabinet, som VS’erne havde det i 1967, da det såkaldte røde kabinet accepterede indefrosne dyrtidsportioner i forbindelse med en devaluering? Tør man vælte et halvblåt-rødt kabinet, hvis kabinettets flertal alene betragter det, der er tilbage af den danske venstrefløj som stemmekvæg? Dette gælder selvfølgelig også i det tilfælde, at man vil stemme for selv de mindste forbedringer, samtidig med at man stilles overfor krav om forringelser. Heri ligger, tror jeg, venstrefløjens største problem ligger her og nu.