Ideernes hjemsted

Ja det er jo altid et vigtigt spørgsmål, men det kan også udarte sig til lange ligegyldige diskussioner, hvor der skal hæftes ideologiske etiketter på et socialt eksperiment. Og det er, tror jeg, ikke altid lige frugtbart, fordi det da bør handle om, hvad der har vist sig levedygtigt og virksomt. Det handler om ko-operativer, sociale virksomheder og lokalt forankrede fællesskaber historisk set, hvor succesraten som så meget andet er en blandet historie. Det kan man kun lære af, så man kan udgå de værste faldgruber.

Jeg læste for nyligt Peter Øvigs to murstensbind Hippie om Thylejren i 1970, der med besættelsen af Hjardemål kirke satte et kedeligt punktum på en begivenhedsrig sommer. Jeg var selv som 19 årig deroppe en enkelt dag og overværede bl.a. et fællesmøde med nogle meget højtråbende og veltalende mænd, der diskuterede husbesættelse og slumstormerbevægelse i forbindelse med Hudegården i København. En herre i en rød kappe Henning Prins virkede som den uformelle leder, mens nogle andre ’kamphaner’ råbte af ham. Senere da det blev øsende regnvejr gav Poul Dissing en koncert. Jeg forstod den gang ikke særligt meget af det, som en der tilhørte lærlingebevægelsen og senere var med ved dannelsen af LLO i 1972. I dag mener Øvig at lejren bestod af en stor gruppe af flippere og en mindre gruppe af politisk bevidste med vidt forskellige holdninger, der som hos Øvig, kan sammenfattes ved en kværulerende anarko-syndikalistisk fraktion og en ligeså kværulerende militant venstrefløjsopfattelse, hvis ledere i det skjulte rivaliserede om at opnå magt. Naturligvis var der megen ungdommelig idealisme i det hele. Den uformelle organisation kunne ikke skjules under en rød postkappe eller det, at det skulle være ’kunst’ (Kirkebesættelsen som happening). Heller ikke i dette tilfælde undgik man at skabe ledere ud af sin midte og slagsmål om, hvem der skulle være leder (!).

Gentog historien sig?

Jeg kom til at tænke på den engelske utopiske socialist Robert Owen, hvis fællesskabstanke i New Lanark ikke viste sig levedygtig. Kun Brugsforeningerne, der startede i Rochdale blev en succes i den britiske kooperative historie. Owen rejste fra England til USA for at grundlægge et ko-operativt ’paradis’ New Harmony i delstaten Indiana. På en måde viser netop Thylejren og ’New Harmony’, hvordan det kan gå, når der kommer for megen idealisme ind i billedet! John Kenneth Galbraith bemærker i bogen ’Usikerhedens år’ (Samleren, 1978 side 19 – 20), at deltagerne i New Harmony var en sjælden blanding af misantroper, fribyttere og andre socialt utilpassede. Da de først havde slået ned i dette landsbyfællesskab brugte de al deres energi på at skændes, fremfor at arbejde. Rygter fortalte, at mens man deltog i diskussionerne med stadig stigende intensitet og brugte mere og mere tid på dem, endte det med at sultne svinebesætninger invaderede haverne. Idealister har, skriver Galbraith, en større fjende i deres egen forkærlighed for diskussion end for deres politiske modstandere. Et godt skænderi om principper eller en diskussion om, hvem der skal være ledere sætter alt andet i baggrunden.    

Nu er dette at sætte sagen på spidsen. Men som en måde at erkende problemet på, er det godt nok. Den enkelte må lære at underordne sig en fælles ide. Og hvis praksis har forrangen, og der arbejdes målrettet for at realisere en utopi, der sættes højest på dagsordenen kan det lykkes. Det vidner andre historier om - ikke mindst de legendariske Mondragon ko-operativers succes siden 1956, der nu også nævnes fra ’Alternativets’ hjemmeside. En katolsk præst Arizmendi og fire arbejderklassedrenge grundlagde en teknisk skole i Mondragon. Inspireret af katolske socialdoktriner og Robert Owens tankesæt mellem Karl Marx overdrevne forestillinger om velsignelsen ved en centralistisk stat på den ene side og Adam Smiths laissez faire marked på den anden, har den ko-operative bevægelse udgående fra Mondragon vist sig levedygtig og udviklingsorienteret med over 80.000 medarbejdere tilknyttet i Baskerlandet, Spanien og resten af verden. Mondragonkooperativerne har stadig en imponerende jobtilvækst under krisen, men de seneste 20 år viser også, at de kooperative principper er begyndt at glide i baggrunden.  

Robert Owen – Liberal Socialisme?

I sin ’Rapport til New Lanark’s amt’ plæderede den skotske industrialist Robert Owen for et fremtidssamfund organiseret som en føderation af selvforsynende kooperative landsbyfællesskaber styret af producenter eller af velgørende jordejere og industrialister, som ville medlemmerne af disse fællesskaber det bedste. Owen ledede selv et bomuldsspinderi i New Lanark, hvor han forbedrede sine medarbejderes boligforhold, organiserede skoler for børn, nedsatte arbejdstiden, afskaffede børnearbejde og indførte noget der lignede nutidens arbejdsløshedsforsikring.  Owen udelukkede ikke, at jordejere og kapitalister, der etablerede disse fællesskaber også skulle være de, der styrede dem. Som han skrev, skulle den valgte styreform i forbindelse med disse fællesskaber afhænge af de, der etablerede dem. De fællesskaber der udsprang af middelklassen og arbejderklassen skulle være omfattet af en ledelse der udsprang af disse klasser. Dette med henblik på, at forebygge modstridende interesser, jalousi eller en hvilken som helst af de ’almindelige og vulgære lidenskaber’, der kan tilskrives ’trættekær stræben efter magt’. Owen beskrev det skabte overskud og den akkumulerede velstand:   

Som den lette, regelmæssige, sunde og rationelle beskæftigelse af de, der danner sådanne fællesskaber vil skabe et stort overskud af egne produkter, som ligger over hvad de selv kunne have et ønske om at forbruge, kan enhver gratis tillades at modtage fra fællesskabets butik, hvad vedkommende måtte ønske. Dette vil i praksis bevise sig som den største økonomi, og det vil med det samme fjerne alle disse forud befattede uoverkommelige besværligheder, som nu spøger i sindet på de, som er blevet opdraget i det almindelige samfund. De som nødvendigvis ser al ting på grundlag af en forvrænget egen lille kreds af lokale fordomme

Det lykkedes ikke - Owen immigrerede som sagt senere til USA, hvor han i 1824 i Indiana opkøbte ejendom og etablerede et kooperativt landsbyfællesskab ’Ny harmoni’. Skønt man de efterfølgende år fik oprettet 18 fællesskaber blev dette ikke en succes, og Owen vendte senere tilbage til England, hvor han blev involveret i den britiske fagbevægelse og den kooperative bevægelse. Hans tanker inspirerede en række disciple – Rochdale pionererne – der dannede verdens første forbrugerkooperativ ’The Rochdale Pioneers Co-operative Society’ i 1844.

De grundlæggende principper der lå bag den ko-operative bevægelse gælder den dag i dag i mange kooperativer, nemlig 1) demokratisk ledelse efter princippet om en person – en stemme, 2) overskudsdeling eller dividendebetalinger bestemt af hvor meget man som medlem handler med eller arbejder for selskabet, 3) Begrænsede udtræksrettigheder, 4) åbent medlemskab og 5) Uddannelse. 

Heilbroner bemærker, at de utopiske socialister arbejdede på økonomiske reformer. De reagerede på samtidens forhold og manglen på, hvad de opfattede som politisk og økonomisk retfærdighed.  De vendte den private ejendomsret ryggen og søgte at realisere et alternativ. Eftertiden har måske været for hårdhændet i sin kritik ikke mindst på grund af den skarpe polemiske kritik fra Marx og Engels, der alligevel lod sig inspirere af den utopiske socialisme og anarkismen. Retrospektivt må man i dag erkende, at dele af de utopiske visioner er realiserede i kooperative bevægelser verden over, at ideerne har overlevet i samfundsvidenskabelige sammenhænge.

John Stuart Mill – Social liberalisme?

Blandt klassiske økonomer med en kritisk holdning til kapitalismen skilte John Stuart Mill sig ud på den måde, at han gav en positiv vurdering af de utopiske socialister. Mill skilte sig også ud fra sine samtidige økonomer ved at påpege et reguleringssynspunkt. Hans ’Principles of Political Economy’ er langt mere end en opsummering af datidens dogmer etableret af Adam Smith, David Ricardo og Thomas Malthus’s analyse af rente, løn, priser og beskatning. Økonomi handler ikke om fordeling, men om ’økonomiske love’. Knaphed og ressourcer er det reelle – arbejde efterspørges indtil det aftagende grænseprodukt svarer til arbejdets reproduktionsomkostninger. Givet reale fænomener kan vi efterfølgende gøre med den akkumulerede formue som vi vil. Fordelingen er et politisk spørgsmål – ’samfundet kan presse lønninger ned, øge renteindtægter og profitter eller omvendt, som det vil. Det kan beskatte og subsidiere, det kan engagerer sig i en gigantisk altruistisk ’velgørenhed’, eller det kan tage hensyn til fordelinger skabt af markedet. Uanset hvad, findes der ikke en korrekt ’fordeling’, endsige nogle ’lovmæssigheder’ for, hvordan et samfund fordeler frugterne af sit arbejde: Kun mennesker kan dele frugterne, som de synes bedst.

På trods af Mills tidlige tilslutning til en gruppe af radikale utilitaristiske filosoffer omkring Jeremy Bentham indeholder hans ’Principles’ kapitler om socialisme og kooperativer som et instrument til at forbedre de lavere klassers vilkår og skabe den mere retfærdige fordeling som de utopiske socialister ønskede sig. Mill og hans venner fik senere kontakt til Robert Owens tilhængere, hvor man næsten dagligt i tre måneder diskuterede Malthus befolkningsteori og Robert Owens industrielle system baseret på kooperation og blomstrende industrielle lokalsamfund.

I ’Principles’ diskuterer Mill forskellige utopiske socialisters bidrag. Det essentielle synes at være hans tanker om mulighederne for at øge det arbejdende menneskes civilisatoriske niveau, således at de ’klassiske’ jernlove baseret på en befolkningsforøgelse og et lønpres nedad mod eksistensminimum kan sættes ud af kraft. Et af midlerne i en fremtidig økonomi baseret på en maksimal ressourceudnyttelse under hensyntagen til ovennævnte love er, at når den endelige tilstand er nået, er det ikke tale om kapitalisme, men om et første stadie af en fair samfundsordning. Menneskeheden vil rette sine energier mod retfærdighed og frihed frem for udbytning. I dette samfund ville sammenslutninger af arbejdende erstatte den organisation af virksomheder, hvor mennesket underordnes en overordnet ’herre’. Gennem en ren konkurrencefordel vil arbejderkooperativer ifølge Mill vinde, og kapitalisme vil gradvist forsvinde. Tidligere ’herrer’ sælger aktiverne til arbejderne og trækker sig tilbage for at nyde renteindtægter. Liberal (libertær) socialisme eller social liberalisme – se igen er denne etiketteringsdebat umulig, for begge retninger findes, og de ligner hinanden. Endnu en grund til ikke at lade sig trække ind i den idealistiske manege, fordi savsmuldet lugter herligt.

Afsluttende betragtninger

Så magt og stræben efter samme er det store problem overalt, hvor der er mennesker! Kan det lade sig gøre at vende det hele på hovedet og lade arbejdet hyre kapital fremfor det omvendte? Kan man stoppe magtmenneskets uproduktive insisteren på debat og forfængeligt stræb fremfor kollektiv handling?

Owen og Mill er ikke de eneste indenfor denne glemte del af tænkningens historie og dens praktiske resultater, men det vil føre for vidt her at nævne det hele. Den kooperative ide’ repræsenteret ved den internationale kooperative Alliance (ICA) viser, at det er slået igennem i stort set alle lande. En af de nyeste tænkere Jaroslav Vanek fra Cornell Universitet I New York plæderer for at den demokratisk ledede virksomhed i et markedssystem er statsstyrede og privatejede virksomheder overlegen m.h.t. indkomstdannelse, fordi der dels er en øget motivation og entusiasme hos de ansatte, og fordi de får andel i ejerskab og profit. Spørgsmålet om økologisk bevidsthed antyder også, at de nært forankrede fællesskaber måske kunne være mere miljø- og ressourcebevidste end de multinationale koncerner, der hærger kloden. Der er rigelige eksempler at studere på det praktiske felt, og hvis forskning og viden integreres i bestræbelser på at skabe en alternativ medarbejderstyret sektor er der nye veje at betræde! Det kan lade sig gøre, men at demokratisere og sprede magt er altid svært?

Opreklameret vrøvl

Hvordan kan en Ole Sohn hoppe på den der med, at lavere lønninger og skatter skulle føre til en forbedret konkurrenceevne. Hvad betyder konkurrenceevne egentligt og hvordan kan man 'måle den'? Det kan vi skændes længe om? Hvis danske arbejdere med det nuværende produktivitetsniveau skulle ned på samme løn som i Bangladesh vil det øge arbejdsløsheden drastisk hos os, fordi husholdningernes efterspørgsel falder og fordi øget eksportindtjening ikke uden videre leder til øget efterspørgsel hos os.

Priserne eller det samlede prisniveau falder i øvrigt ikke automatisk, som nogen forsøger at bilde os ind. Kapitalisterne stopper den øgede profit i lommen i stedet og prisniveauet er derfor relativt stift nedad! Vi har et højt lønniveau i Danmark, og vi har haft det så langt, jeg kan huske tilbage. De senere år har eksporten vist de bedste tal længe og betalingsbalancen er gunstig. Hvorfor siger man så, at danske arbejdere skal gå ned i løn, betale højere afgifter for at finansiere skrantende private virksomheders tab, mens udbytte og selskabsskat skal falde? Hvorfor skal de tvinges til at konkurrere med Østeuropæiske underbetalte og potentielle ’skruebrækkere’? Hvorfor skal den skrantende kapitalisme igen lægges i ilttelt? Og fremfor alt hvorfor hører vi aldrig denne klage om de høje lønninger, når økonomien har det godt som før 2008?

Husker man da ikke, at den gang de stakkels russere og østeuropæere skulle have markedsøkonomi og chokterapi i 90'erne? Der havde vi noget der hed den bløde budgetrestriktion, hvor tabsgivende statsvirksomheder blev dikteret lukning, hvis de modtog tilskud fra det offentlige. Næh den går skam ikke her, hvis den Danske bank er i knibe, kalder man på nationalbankdirektøren, som går til regeringen, og så kan vi pludselig godt bruge den bløde budgetrestriktion, når Danske bank er i knibe. Så skal danske lønmodtagere betale for bankens dårlige ledelse og ledelsens dårlige beslutninger. For i dette land som andre lande er det lønmodtagerne, der betaler skat. Og lønmodtagerne skal skam oven i alt dette se, at Danske Bank fremturer med gebyrer, udstødning af såkaldte dårlige kunder, afskaffelse af F1 lån og den fremstrakte hånd til staten, som skal kautionere for den dårlige topledelse.

Og Kunne det mon ikke tænkes, at en kunde i et andet land IKKE hele tiden er på jagt efter de laveste priser. Måske, hvis vi producerer bolte og møtrikker af samme KVALITET som lavtlønsland, er han så klog. Men vi er ikke altid kloge!? Og konkurrerer man måske ikke på andet end varer af samme kvalitet som i lavtlønsland (det hedder monopolistisk konkurrence på borgerligt)? Hvad hjælper skattetrykket her, det er samme argumentation som med sænkede lønninger, priserne er stive nedad, fordi skattelettelserne stoppes i kapitalejernes lommer. Vi KAN ikke konkurrere på priser!! Men det er heller ikke det, der betinger, hvornår kapitalejerne og deres teknokratdrenge vil investere i dansk beskæftigelse eller vi kan sælge vore varer og tjenester i udlandet.. For det første skal produktivitetsniveauet ind i billedet, for det andet skal det danske renteniveau sammenlignes med lavtlønslands renteniveau, for det tredje er der alternative anbringelser (spekulation, bobler) og til sidst den politiske stabilitet i lavtlønsland plus en række andre faktorer. Så bedre at eksportere fetaoste til Saudi Arabien, som almuen kan konsumere, mens de overværer en halshugning på 'Chop Chop Street', for her har feudalherrerne kontrol med enhver ansats til opsætsighed. I dette pragtland står der ikke noget i Koranen om faglige rettigheder. Hvis jeg må udtrykke mig på det proletariske sprog, som jeg kender fra min opvækst i 'Nordens Chicago', arbejderbyen Aalborg, så er ordet 'konkurrenceevne' noget 'opreklameret vrøvl', der skal bortforklare livsnerven i det markedskapitalistiske system - PROFIT. Det kan Hr. Sohn både bide spids på sine Castroistiske cigarer på og kindkysse Erich Honecker med!! Denne var jo også gode venner med Vestens borgerskab med Franz Joseph Strauss i spidsen. Så Sohn, der efter sigende er glat som ål, glider blot tilbage i sin gamle rolle. Lige så lidt som den borgerlige regering kunne slippe bremsen under højkonjunkturen, kan den nuværende regering spare sig ud af krisen. Det skal laves omvendt, under krisen skal man låne ved at udstede statsobligationer og øge den samlede offentlige efterspørgsel, under højkonjunkturen skal man hugge bremsen i for at undgå overophedning. Begge regeringer gør alt og gjorde alt forkert. Så det offentlige budget skal ikke balanceres, det skal under krisen give underskud; og selvfølgeligt også et større underskud end foreskrevet af EU. Statsgæld i en makroøkonomi følger for det første konjunkturudviklingen (passiv finansreaktion) og for det andet den førte økonomiske politik (aktiv ditto). Danske vælgere har ikke accepteret, at vi tilslutter os ØMU'ens tredje fase, det har løgnagtige politikere gjort bagom ryggen på os. Så altså kan vi sagtens hæve underskuddet til mere end de 3 %, der er grebet ud af den blå luft. Det er uansvarligt at lade være Don Corydon! Hvornår kan den elendige enhedsliste tage sig sammen til ar vælte den nuværende regering, det er ligegyldig hvem der sidder og dummer sig i folketingssalen. Det er ikke der magten udøves!