Vildskud fra CEPOS.

Mads Lundby Hansen må enten tale i søvne eller udtrykke ønsketænkning, når han fremstiller sit epos d. 15/11 som, at der kun findes en økonomisk teori – udbudsøkonomien (//www.information.dk/478596) . Derfor skal der føres en borgerlig udbudspolitik, der angiveligt skulle stimulere det dalede udbud af varer og tjenester, derfor skal der være balance i de offentlige budgetter, og derfor skal de ledige tilskyndes ved det, man fra militærpsykologisk institut kalder negative igangsættere (et los i en vis legemsdel) i en anden sammenhæng. Alternativt ved de positive igangsættere, som man i dansk hundekennel-forening kalder at stryge ’vovsen’ med hårene. Letkøbt argumentation dominerer hos CEPOS manden, og der er overhovedet ikke enighed om dette, selv blandt borgerlige økonomer. Den manglende addition af offentlige udgifters effekt i finansministeriets modeller baseret på mikro-økonomisk tænkning kan ikke bortforklares som andet end ideologisk funderet. Man kan i det hele taget undre sig over, at det er udbudssiden af samfundsøkonomien, der fokuseres på, når det under den nuværende globale krise drejer sig om at øge den samlede efterspørgsel.

 I en tid hvor Danmarks statistik har opgjort ledighedstallet i oktober 2013 til 176.656 personer, der søger beskæftigelse på fuld tid, bekymrer det ’minsæl’ Hansen, at øgede offentlige udgifter ikke vil øge arbejdsudbuddet (!). Altså er arbejdsløshedens årsag den, at der angiveligt stryges i den forkerte retning af ’vovsehårene’, eller der gives for få spark i de ædlere dele – sagt på en esoterisk måde, er der ikke incitamenter nok til, at et medlem af en husholdning vil udbyde sin arbejdskraft. Klassiske økonomer ville nok her give ham ret, men på en anden måde, fordi man den gang ikke var så bange for at beskrive tingene, som de nu en gang er. Hvis der er et overskudsudbud af arbejde, vil der med et fleksibelt realt lønniveau være en vilje til, at krisen kan forsvinde. Lønarbejderne er villige til at sænke reallønnen for at være i arbejde, flere ansættes til en lavere løn hen mod en ligevægt med et højere udbud af arbejde til en lavere realløn. Men det undlader Hansen at nævne direkte i sine spekulationer. Han går indirekte til værks i et andet ærinde, som går tilbage til en tradition fra 1870’erne, som endnu i dag skamrider vore økonomistuderendes auditorier og de finansministerielle embedsmænds kontorer.

 Når lønnen er for høj, når understøttelsen er for høj (eller perioden for lang) eller hvis efterlønnen er for høj (eller igangsat for tidligt), så har et medlem af en husholdning intet motiv for at udbyde sin arbejdskraft. Skattelettelser (Laffer kurven) er det store dyr i åbenbaringen, selvom der ikke er empirisk belæg for denne ’serviet-teori’. Sænker man skatten, får vi jo alle et øget incitament for at arbejde, siges det. Der findes i Hansens univers, hvor intet sætter sig på tværs, en positiv igangsætter, og det er indkomst. Allerede den ærke-konservative økonom J.A. Schumpeter indså, at det ikke alene er penge, der driver de store industrikaptajner frem. Incitament-mosaikken er mere sammensat! Men han havde kun foragt til overs for kolleger, der troede på den endimensionale agent i Hansens drømmeverden (læs DREAM). Den virkelige verden er hos udbudsøkonomerne et specielt tilfælde!

 Hokus pokus arbejdsløsheden er altså frivillig (!) – når gældende overenskomster og satser for overførselsindkomster sænkes, vil udbuddet af arbejdskraft øges og vise versa. Så hvis de offentlige udgifter vedrørende daginstitutionsområdet, uddannelses- og retsområdet øges, uden at det har nogen effekt på arbejdsudbuddet, kan kriseproblemet ikke løses (!). Dette vrøvl har naturligvis ingen gang på jorden. For hvis Hansen nu i stedet gik ud fra den samlede efterspørgsel og forskellige anlægsinvesteringer, ville han nå andre resultater. Det danske kloaknet er reelt ved at bryde sammen, digerne skal ’forhøjes’ p.g.a. klimaændringer, miljøinvesteringer er nødvendige, den kollektive og private trafik trænger til investeringer, der er behov i sundhedssektoren etc. etc.. Overførselsindkomster, udgifter til uddannelse, kultur og lignende øger også den samlede efterspørgsel.

 For hver gang det offentlige spenderer en krone har det en direkte effekt på netop en krone samt nogle afledte efterspørgselseffekter i tilknyttede brancher; givet at den samlede effekt på nationalindkomsten er mere end en krone. Hvis man på den anden side giver en skattelettelse til den private sektor, vil kronen ikke virke med det fulde beløb, fordi en del af den ceteris paribus (alt andet lige) spares op. På kort sigt kan der ikke være tvivl om effekten, når effekten er større end en krone ved en investering. Den er positiv og arbejdsløshedsbekæmpende. Denne krone skal selvfølgeligt ikke finansieres ved at øge skatten men ved låntagning, som betales tilbage, hvis kapitalismen desværre også denne gang overlever og indleder et nyt boom. Det er klart, at en øget samlet efterspørgsel og øgede offentlige udgifter gennem låntagning ikke kan bringes til genanvendelse i det uendelige, men den grænse har dansk økonomi slet ikke nået endnu. Vi kan øge det årlige offentlige underskud og den offentlige gældsætning til mere end foreskrevet i de lande, der deltager i ØMU’ens tredje fase!